strigler.dk

Godt så snupper vi Elvira Madigan. Det bliver en kort en da der ikke findes så meget kildemateriale til hende som de andre vi har været inde på, men jeg skal gøre mit bedste med hvad jeg har.

Hverken Elvira Madigan eller Sixten Sparre var specielt kendte i deres samtid. Da de døde var der en kort overgang en masse om dem i aviserne, mest pga af det lignende Mayerling drama der var sket i Østrig kort forinden. (Jeg skal nok vende tilbage til Mayerling også). Ellers er Elvira Madigan mest kendt fordi Mozart har skrevet et meget smukt stykke musik til hende og hun er blevet en romantisk heltinde i film. Sandheden er en langt mere tragisk Romeo og Julie-fortælling.

Elvira Madigans rigtige navn var Hedvig Jensen.
Hendes forældre havde mødt hinanden i Tyskland da de begge optrådte i Cirque du Nord.
Moderen hed Eleonora Cecilia Christina Olsen (Kunne man ikke give sit barn andet kunne man altid give det mange navne.) Hun optrådte som danserinde under navnet Mademoiselle Eleonore, men blev ellers bare kaldt Laura.
Faderen hed Frederik Peter Jensen og han var rytter.
Parret var ikke gift, men 4. december 1867 fødste Laura (der selv kun var 17 år) en velskabt lille pige som fik navnet Hedvig Antoniette Isabella Eleonora Jensen. Fint skulle det være på trods af et uægte barn født af cirkusforældre.
Kort efter forsvinder Frederik Jensen ud af historien og han er formodentlig død.
Laura og Hedvig rejser rundt med forskellige cirkus og møder da Hedvig er ca 9 år den amerikanske cirkusartist John Madigan og de slår pjalterne sammen med ham.
Laura og John grundlagde sammen et lille cirkus og John lærte Laura at ride og hun optrådte derefter som parforcerytterske. (Se her er det at min historieviden er væsentlig større end min hesteviden, så er der en venlig sjæl der vil fortælle mig præcis hvad en parforcerytter er for noget?)

Hedvig tog kunstnernavnet Elvira Madigan og hun optrådte sammen med en plejedatter som Laura og John havde taget til sig. De var linedansere og optrådte blandt andet i Tivoli i sommeren 1886. Det var en ret flot forestilling. Elvira og Giselle Madigan som de kaldte sig. Giselle gik på en stram line mens Elvira lavede samme nummer på en slap line over hendes hoved. De to plejesøstre var meget forskellige af udseende hvilket også gav showet et fint touch. Elvira var lyst og nordisk mens Giselle var mørk og eksotik.
De gav en ekstraforestilling for den danske kongefamilie og kongen gav efter forestillingen pigerne hver et lille kors af guld. Det var ikke en orden, men alligevel har det været en flot gestus og det har været en fantastisk reklame for Madigans cirkus.

Sommeren 1888 i Kristianstad mødte Elvira første gang Sixten Sparre. (Hans fulde navn var Bengt Edward Sixten Sparre)
Elvira var 20 år og Sixten var 34 og de to forelskede sig i hinanden. Det var ikke så heldigt for der var flere faktorer der gjorde det umuligt for de to at få hinanden.
Sixten Sparre var svensk. Han var adelig, men han var ikke greve som det ellers ofte bliver fortalt. Han var uddannet i militæret, men var ikke speciel ambiciøs og nåede aldrig en højere rang en dragonløjtnant.
Men ud over at være adelig var den største forhindring for det forelskede par at Sixten var gift. Han var gift med en komtesse ved navn Luitgard Engel Agda Dorotea Adlercreutz fra Vetlnada. (Er de ikke bare skønne de navne?) og de havde en søn og en datter, men det var ikke et lykkeligt ægteskab og Sixten faldt over hals og hoved for den smukke linedanserinde.

Laura og John var meget beskyttende over for Elvira og ville ikke lade nogen af hendes mange tilbedere komme sor tæt på. Hun var jo guld værd for forretningen og det var de ikke parate til at miste. Men i al hemmelighed skriver Elvira og Sixtem sammen hele den følgende vinter og sammen begynder de at planlægge at stikke af for at være sammen.
I juni året efter stak Elvira af. Hun mødtes med Sixten og sammen flygtede de til Danmark. De tog til Svendborg hvor de indskrev sig på et hotel som et par på bryllupsrejse. En måneds tid efter tog de til Tåsinge. Det cirkus hvor Elviras bror arbejdede kom nemlig til Svendborg og han kunne jo genkende dem. De lejede sig ind på et sommerpensionat i Troense.
Men parret begyndte at indse at deres forhold ikke havde nogen fremtid. Ikke med mindre de ville være på flugt for evigt. Ud over det var de ved at løbe tør for penge og kunne ikke rigtigt se en mulighed for at skaffe flere penge uden at afsløre hvem de i virkeligheden var. Det har sikkert været som om hele verden arbejdede i mod dem.
Omkring den 20. eller 21. juli (datoen vides ikke med sikkerhed, men det er lige der omkring) gik parret en tur ud i Nørreskov. Her trak Sixten Sparre sin tjenestepistol og skød først Elvira og derefter sig selv.
Det unge par blev fundet og den 27. juli 1889 blev de begravet på Landet kirkegård hvor man kan se deres grave den dag i dag. De oprindelige grastene er ens i størrelse og form, men hvor Elviras er hvid er Sixtens grå. På Elviras står der bare Hedvig Jensen og der er derfor lavet nye gravstene der er ens og hvor der på Elviras står Elvira Madigan, født Hedvig Jensen.

Så det var historien om de danske Romeo og Julie. En romantisk og tragisk historie. Hvis jeg kunne finde ud af det ville jeg sætte et billede ind af de to, men det kan jeg ikke. (Vil nogen fortælle mig hvordan?)

Og som dagens bonus snupper vi lige Mayerling dramaet også. Det er muligvis derfra Elvira og Sixten har fået ideen til at gå i døden sammen og de var sket i Januar samme år.

I Østrig og Ungarn regerede kejseren Franz Joseph og ved hans side kejserinde Elizabeth (Også en fascinerende kvinde vi kan hive frem en dag hvis jeres tørst for historiske kvinder ikke bliver mættet)
De havde en søn der hed Rudolph. Han var gift, men som de fleste royale ægteskaber på den tid var det en politisk aftale og havde ikke det fjerneste med kærlighed at gøre. Rudolph elskede den unge smukke Maria Vetsera, men der var ingen fremtid for de to. Rudolph var landets tronfølger og han havde ansvar og pligter. Men tilsyneladende var en krone var ikke nok for Rudolph. Kunne han ikke få Maria ville han slet ikke leve. Og han kunne ikke få Maria. Så Rudolph og Maria tog ud på slottet Mayerling og der gjorde de begge selvmord. Stor skandale!
Det har selvfølgelig været for forsiden af alle Europas aviser i ugevis og man har ganske givet ikke snakket om andet længe efter. Og måske har de givet Elvira Madigan og Sixten Sparre en idé eller to...

Jamen Lone, jeg synes bestemt at du skal kaste dig over Jammersminde. Hvis den ikke er andet er den en genial kvindes forsøg på at gøre sig selv til martyr.

Jamen så må vi jo tage et par kvinder mere så vi kan få slukket jeres nyfundne tørst for historie. Nogen specielle i gerne vil høre om eller skal jeg bare hitte på noget?

Caroline Mathilde og Stuense måske? Eller tilbage til England og Anne Boleyn og hendes søster Mary der også var kongens elskerinde? Måske Birgitte Gøye? Eller hvad med Elvira Madigan? Eller Margrethe den 1.? Hvad synes i?

Hun ser dejlig ud. Og sikke en flot far. Glæder mig til at se det føl.

Hvilken en af de røde på det øverste er det?

skulle det sidste ord have været.

Der er røget lidt over 5 kg pga en væmmelig mavevirus der gør at jeg nu på 2. uge mere eller mindre lever af tomatsuppe.

Ikke den sundeste eller behageligste måde at tabe sig på, men bestemt ef

Du er jo umættelig. Men det er herligt...

Godt. Leonora blev sendt retur til Danmark, dømt og sat i Blåtårn. Blåtårn var fængslet der lå på Københavns slot. I starten sad hun i en celle der blev kaldt Mørke Kirke. Den hed sådan fordi der var meget højt til loftet, men der var ellers ikke meget plads derinde. Hun havde rimelig hårde kår i starten. Føden kunne man ikke klage over for det var en lov at kongens fanger skulle fodres af kongens bor, så sulte gjorde hun ikke. Men Leonora var normalt en flittig dame og nu fik hun ikke lov til at få noget som helst underholdning. Ingen bøger, ingen papir at skrive på, ingenting at sy med, eller i. Og ingen at tale med. Hun havde nogen fangevogterdamer, men her blev udvalgt de mest gemene og fordrukne rendestenskællinger. Kirken var beskidt og ulækker og det har virkelig været en prøvelse for Leonora, men dronningen var uforsonelig og nægtede at lette vilkårene for fangen.
Da ingen kunne finde Corfitz Ulfeldt blev han dømt in absentia og "henrettet" foran Blåtårn så Leonora kunne følge med gennem det lille vindue. En træfigur blev lavet af Corfitz og den blev halshugget, parteret i kvarte og sat på hjul og stejle. Svineblod var blevet puttet ind i figurn så den kunne bløde når man skar i den for at gøre det hele mere realistisk. Leonora var ikke på dette tidspunkt klar over at hendes mand allerede var død og for hende har det været et uhyggeligt billede på hvad de ville gøre ved hendes elskede mand hvis de nogensinde fangede ham. Ud over det blev deres gård på Gråbrødre torv revet ned og på stedet blev en skamstøtte stillet så alle for al evighed ville vide at Corfitz Ulfeldt var en landsforrædder. Den skamstøtte står i dag på gårdsplandsen uden for Nationalmuseet.

Nu var Leonora en dygtig og kreativ dame og hun fandt på ting for at underholde sig selv. Hun hev tråde ud af et silkbånd i hendes natkjole og broderede på stumper af sit dynebetræk de yndigste små blomster. Nogen af dem sendte hun til dronningen. Sikkert mest af ren og skær provokation. Hun blandede sod op med øl og lavede på de måde en slags blæk hun kunne bruge til at skrive på de små stykker papir hendes sukkerration var pakket ind i. Hun lavede en pen ved at spidse et kyllingeben. Og nu kunne hun skrive. Hun skrev digte og salmer og hun begyndte på sit Jammersminde, der i første omgang var tiltænkt som et forsøg på at rense hendes navn overfor hendes børn. (De var på dette tidspunkt alle blevet landsforvist og kunne derfor ikke hjælpe deres mor)

Da Leonora havde siddet indespærret i Mørke Kirke i nogen år døde kongen. Leonoras håb blussede op og hun håbede at den nye konge ville sætte hende fri, men det skete ikke. Enkedronningen havde stadig så meget magt at Leonora ikke blev lukket ud. Den nye konge gjorde dog livet lettere for sin faster. Han flyttede hende til en større og lysere celle og nu fik hun lommepenge så hun kunne købe ting. Hun købte et lille cembalo så hun kunne spille musik og hun købte papir og blæk så hun rigtig kunne skrive på sin bog. Pjalterne blev skiftet ud med enkle, men dog hele og rene klæder.
Hun begyndte også at male igen og malede blandt andet et smukt lille portræt af sin far Christian d 4.som hun sendte til den nye konge. Bag på billedet skrev hun en lille bøn fra sin far om at den nye konge skulle vise hende nåde.
Så vidt jeg husker stod der noget i retning af:

Min sønnesøn og største navne
Du ligner mig i magt og mod
Lad det nu og min slægtning gavne
At du som jeg er nådegod

Den nye unge dronning besøgte Leonorai Blåtårn og også hun gik i forbøn for hende hos kongen. Men han turde ikke gå imod sin mor og fangen blev i tårnet.

Endelig langt om længe døde Sophie Amalie og kongen var nu fri til at lukke sin faster ud. Og det gjorde han. Sent om natten fik hun bekeden om sin fjendes død og at hun var fri til at gå, men hun nægtede at forlade sit fængsel i nattens mulm og mørke. "Jeg vil ud med maner" sagde hun og derfor ventede huntil idt på næste dag før hun forlod sit fangeskab. Da havde hun siddet i fængsel i 21 år 9 måneder og 11 dage. Næsten 22 år sad hun i fængsel uden en lovformelig dom. Til sin død nægtede hun sig skyldig i kendskab til sin mands forbrydelser. Hun blev løsladt i 1685 da hun var 64 år gammel.

Hun flyttede ind på Maribo kloster. Danmark var på dette tidspunkt ikke længere katolsk, men der fandes satdig klostre hvor unge ugifte adelige kunne få et liv hvis de ikke kunne blive gift. Leonoras yngste søster som kongen ikke havde ville godkende som sin datter endte også i kloster.
I klosteret gjorde hun sin bog færdig og den blev sendt til hendes børn.
Her døde hun stille og roligt i 1698 77 år gammel.

De fleste detaljer om Leonora Christines liv har man fra hende selv. Først fra hendes franske selvbiografi som hun skrev om sin ungsom og derefter fra Jammersminde om hendes voksne liv og fangeskab. Og som man læser hvordan hun fremstiller sig selv får vi indtrykket af en fantastisk kvinde. En intelligent og gudsfrygtig dame som blev uskyldig dømt af sin dødsfjende.

Og Leonora var en fantastisk kvinde. Men ikke på den måde hun gerne vil have os til at tro. Hun er intelligent ja, men hun er ikke uskyldig. Om hun er skyldig i hvad hun blev spærret inde for kan ingen vide med sikkerhed i dag, men uanset hvad var hun ikke en uskyldig kvinde. Hun var snu og manipulerende, hun var hovmodig og forfængelig, hun var hævngerrig og ambiciøs og til tider var hun direkte ondskabsfuld.

I hendes egen tid ville man nok have sagt at Sophie Amalie vandt kampen mellen de to. Hun fik spærret sin fjende inde i næsten 22 år og fik taget alle hendes egendele fra hende. Hendes land blev konfiskeret og i det hele taget blev alt pynten pillet af hende. Hun blev efterladt totalt ydmyget. Men hendes bog er hendes eftermægle og med den vinder hun alligevel til sidst. Den bog har farvet generationers billede af de to damer og det er farvet til Leonoras fordel. Hun har fået et eftermægle som en heltinde. En uskyldig kongedatter, uskydigt dømt men alligevel lykkedes det aldrig helt at knække hende. Hendes fjende har fået et eftermægle som en heks og en tyran. En hævngerrig, pyntesyg tyran som alene pga jalousi hadede sin svigerinde så meget at hun ønskede hende død. At hun var misundelig over Leonoras kløgt og raffinerede stil og den måde folk beundrede hende på. Jo, Leonora har gjort sit arbejde godt og eftersom Sophoe Amalie er død og derfor ikke kan svare igen får hun nok aldrig et helt retfærdigt eftermægle.

Så alt i alt. Leonora var en strigle. En rigtig gimpe. Jeg tror ikke at jeg ville have kunne lide hende hvis jeg havde kendt hende, men jeg kan ikke lade være med at beundre hende. Det kan godt være at hun tabte slaget, men hun vandt krigen. Det lykkedes hende at ændre historien til sin fordel. Det må man da tage hatten af for.

Det er vel ikke her man skal indskyde en bemærkning om at der ikke findes dumme dyr, men kun dumme ejere. :lol:

har min fulde tilsluttelse, men det er vel frihed under ansvar. Og vil man være med på et forum er det, for mig at se, et minimum af anstændighed at man giver sig til kende så folk ved at man er der.
Jeg bryder mig heller ikke om at man kan skrive som gæst herinde. Jeg vil gerne vide hvem det er jeg taler med og kan man udtrykke en mening kan man vel også stå ved den med navn. Eller hvad?

Jeg kan godt forstå at du er skuffet. Det er ufatteligt så svinske folk kan være når de får lidt for meget indenfor vesten. Og det er lidt som om folk taber hovedet når det er nytår. Så skal der bare brages igennemog skide være med hvad der ryger på vejen, det er jo kun nytår en gang om året. Og ja, det er jo ikke dem der skal rydde op dagen efter.

Jeg er begyndt at droppe nytåret. Det er som om det bringer det værste op i folk og jeg gider ikke mere. Så jeg forstår dig. Næste år kan du holde den perfekte nytårsaften som jeg gjorde i år. Den findes andetsteds på siden...

Godt nytår Aribeth. Trods alt...