strigler.dk

Altså nu så jeg ikke det gamle forum og jeg synes at dette er nydeligt at se på, men kan i lave noget der er smartere så ok med mig.

Det ville naturligvis være en skam at miste alle de gamle tråde, men man kunne måske kopiere dem. Jeg vil i hvert fald gerne have en advarsel inden i sletter noget for der er da en enkelt tråd som jeg har brugt ufattelig meget tid på og derfor gerne vil gemme. :P

Jamen så fortsætter vi lidt med Leonora.

Da hun var 15 år gammel blev hun gift. Hendes mand hed Corfitz Ulfeldt og han var 30 år og altså dobbelt så gammel som hun.
Han var kvik ig intelligent. Han var ambiciøs og veluddannet og havde kongens fortrolighed. Han var ud af en adelsfamilie der var rigere på børn end på penge og han havde 15 brødre og søstre. Han havde et lille handicap da han havde et sår på det ene ben der ikke ville hele og som fik ham til at halte en anelse. Der har været snak om syfilis og at det også var det der gjorde ham sindsyg til sidst, men der er bare noget der ikke hænger sammen. For det første levede ham med sygdommen i mange mange år og for det andet er der ingen tegn på at g´han smittede sin kone.

Leonora og Corfitz blev gift og lige fra starten var deres forhold varmt og tæt. Gennem tiden fik de 10 børn og selv mod enden da Corfitz blev splittergal var hun ham en tro og loyal hustru.

Det unge par flyttede ind i et stort hus på Gråbrødre Torv i København og de levede det søde liv. Corfitz var rigets rigsforvalter og det var ham der havde nøglen til rigets pengekasse. Hans svigerfra kongen stoleden på ham og Corfitz har en virkelig dygtig politiker.
Leonora fungerede som rigets førstedame da der ikke var nogen dronning. Kirsten Munk og kongen var gået hver til sidst da det kom frem at Kirsten havde et forhold til en ung rhingreve. Hun blev forvist til sin mors hjem og kongen nægtede at anderkende hendes yngste datter som han kaldte den kasserede frøken eller kramsfuglen.
Resten af sit liv havde kongen et forhold til kammerpigen Vibeke Kruse. De fik flere børn sammen, men blev aldrig gift. Den splint der blev pillet ud af kongens ødelagte øje efter slaget på Reden blev lavet til et par øreringe til Vibeke.
Men hun kunne ikke vises frem ved hoffet, så ved alle officielle lejligheder var det Leonora Christine der stod ved sin fars side som rigets førstedame. Og hun gjorde det godt. Hun var ung, smuk og charmerende. Hun var intelligent og flydende på flere sprog. Alt i alt var hun en fremragende ambassadør for Danmark.

Når Leonora ikke lå i barselssengen eller stod ved sin fars side ved officielle lejligheder brugte hun tiden på at passe hjemmet og lære at tegne og male af hofmaleren Karel Van Mander. Der findes malerier af hendes hånd og hun var ikke helt ueffen hvad det angår.

Kongens ædste søn døde inden han kom på tronen og ved kongens død var det derfor den næstældste søn Frederik der kom på tronen som Frederik d 3.
Hans dronning hed Sophie Amalie. Hun var en smule yngre end Leonora og hun var hverken så charmerende, så veltalende eller så rafineret som sin svigerinde.
Hvis nu Leonora Christine havde været et venligt menneske og en god svigerinde så havde hun rykket tilbage og havde ladet den nye dronning indtage sin plads som rigets førstedame og måske havde hun oven i købet givet hende et par gode råd med på vejen. Men Leonora var ikke noget venligt menneske. Hun var der imod en strigle og det i ordets værste betydning. Hun nægtede at give pladsen videre til dronningen og gik så langt som at hun forsøgte at sabotere dronningens kroning. Hun fandt vej til den guldsmed der lavede dronningens krone og "kom til" at tabe den på gulvet sådan at den gik i stykker. Guldsmeden kunne ikke nå at lave kronen så det endte med at kan lynhurtigt måtte klampe en ny krone sammen som så naturligvis ikke var så smuk som den første. Ikke nok med det fik hun om natten fjernet al pynten der var hængt op i København til når dronningen skulle køre gennem byen efter sin kroning. Ikke noget at sige til at dronningen ikke var videre begejstret for sin svigerinde.
Ikke nok med det var noget af det første den nye konge gjorde at få nogen til at gennemgå Corfitz Ulfeldts bøger og fandt ud af at der var begået groft underslæb.
Det var nok sikrest for Leonora og Corfitz at forlade landet lidt, så de tog et smut til Sverige.
Her hjalp de den svenske konge i en krig mod Danmark og Corfitz var med da svenskerne gik over isen mellem Fyn og Sjælland og gik mod København og han spillede en afgørende rolle ved Roskildefreden der var ydmygendes for den danske konge.
Parret rejste rundt i Europa et stykke tid og kom til sidst tilbage til Danmark hvor de blev sat i Godsarrest og måtte ikke forlade deres hjem uden tilladelse. De fik dog lov til at rejse til nogen kurbade da Corfitzs helbred vaklede og snart var parret på flugt igen. Nu var Corfitz efterhånden så langt ude at han begyndte at planlægge at styrte den danske konge og satte oven i købet den danske krone til salg ude i Europa.
De blev fanget og blev sat i fængsel på Hammershus på Bornholm sammen med deres livlæge Dr. Sperling. Her blev mand og kone skilt ad og sat i celler lige over hinanden. De klarede dog at kommunikere ved at råbe ud af vinduerne. Og de sørgede for at holde det privat ved at den ene råbte på græsk og den anden svarede på latin.
Kort efter forsøgte de at flygte, men blev hurtigt fanget igen. Det lykkedes dem at flygte til sidst, men de blev forrådt af nogen de troede var deres venner ude i Europa og var på flugt igen.
Det siges at Corfitz døde i en båd på vej over Rhinen og han nåede derfor aldrig at høre sin dom i Danmark. Leonora blev fanget og blev sendt til Danmark for at møde sin skæbne.


Straffen snupper vi næste gang. Dette er alt hvad jeg kan overkomme med tømmermænd....

Palle Ove Christiansen læste jeg lidt på uni. Kulturhistorie som opposition står henne på hylden. Det kunne være man skulle kigge sig om efter mere af ham.

Ellers var jeg ret begejstret for Natalie Z. Davis bog om Martin Giurre og Carlos Ginzburgs Osten og ormene.

Den med den franske landsby er Montaillou af Emmanuel Le Roy Ladurie, ikke sandt? Den har jeg læst, den er også meget inspirerende.

Nåh, jamen så er det vel bare at have besluttet sig for det perfekte emne og så komme i gang med at skrive noget...

Hvor meget fortjener man lige at få forbrændinger i ansigtet hvis man er så idiotisk at putte et tændt kanonslag i munden?

Og så for at imponere vennerne... jamen vi må da håbe at de blev klogere allesammen.

Ja, rigtig godt nytår til alle jer strigler.


-Dorthe, der har fået smag for champagne.

Nu er jeg faktisk også begyndt at gå og lege med tanken... Måske kunne jeg godt.

Jeg ved ikke hvorfor men jeg har aldrig kunne fordrage nytårsaften. Man lægger altid op til det helt store brag og gør en masse forberedelser og så bliver det bare aldrig helt godt. Måske er det mig der er uheldig, men jeg kan ikke huske en eneste rigtig vellykkel nytårsaften.

Men i dag er der lagt i ovnen til den helt perfekte nytårsaften for mig. Vi bliver hjemme. Bare manden og mig og dyrene. Der er ikke rigtig noget valg eftersom der er så meget sne at vi ikke kan komme ud og ingen kan komme herned. Alle dyrene er taget ind og fodret. Manden står i køkkenet og lavet rådyr. Er det ikke sjovt hvordan mænd kun gider at lave mad hvis det er noget særligt. Anders kan sagtens, men gider kun hvis vi skal have gås eller oksemørbrad eller noget andet virkelig lækkert.
Og mig, jeg sidder i sofaen med benene oppe og venter på maden der dufter helt vidunderligt. Der er godt tv, jeg har min bærbare i skødet og et glas champagne stående ved siden af mig på bordet. Lige nu elsker jeg nytår.

Hvad er den perfekte nytårsaften for jer?

Rigtig godt nytår allesammen.

-Dorthe

I skal lige vide hvor meget jeg sætter pris på at i gider at læse det her.

Dengang jeg startede med at læse historier var mit mål at jeg ville skrive nogen bøger hvor jeg behandlede historien gennem nogen interessante og centrale personer. Gerne kvinder. På den måde ville jeg hive historien ned på et niveau hvor folk kunne genkende ting og hvor det vare blev mindre tørt og mere interessant at høre alle de historier jeg elsker selv. Den plan og drøm druknede lidt da jeg først begyndte at lege seriøs historiker, men den er lige så langsomt vendt tilbage i takt med at jeg har skrevet disse små bidder af kvindehistorie ned til jer. Glæden ved historie og ved at formidle den til nogen er tilbage efter flere års fravær og i drømmer slet ikke om hvor dejligt det er.

Så tusind tak fordi i gider at læse det jeg skriver, tak fordi i stiller spørgsmål og er nysgerige og i det hele taget tak for det hele.

Gunni, det er rigtigt at Leonora Christine skrev en bog om sit ophold i Blåtårn om end det ikke ligefrem er en dagbog. Det er den Lone også henviser til der hedder Jammersminde og den er ganske rigtigt jammerlig at læse, men den vender vi tilbage til.

Leonora Christine blev født i 1621 og kilderne er noget uenige om datoen. Sandsynligvis var det i juni måned.
Hun var datter af kongen Charistian den 4. og hans "kone" (Der er ingen håndgribelige beviser på at de i virkeligheden nogensinde blev gift.) De skulle være gift til venstre hånd da Leonoras mor Kirsten Munk ikke var adelig nok til at blive gift med kongen og hun var derfor heller ikke dronning.

Kongen havde været gift en gang før med Anna Cathrine og med ham havde han 2 sønner. Christian, der var den udvalgte prins (altså kronprins) og Frederik der skulle have haft en plads i kirken, men som i stedet blev konge efter sin far da den udvalgte prins gik hen og døde før sin far.

Nåh, men Leonora blev altså født og ganske som det var skik og brug blev hun ganske hurtigt fragtet hjem til sin mormor. Hun med Ellen Marsvin og var en rig enke der nu slev bestyrede sine godser. Hun havde en reel magt da hun virkelig var en dygtig forretningskvinde og dermed var rig. Hun lånte en masse penge til kongen og havde dermed også noget at skulla have sagt over for ham. Det var også hende der pressede på for at få et ægteskab i stand mellem kongen og hendes datter Kirsten. Kirsten var kun 16 år og kongen var næsten 40. Han blev meget hurtig enormt forelsket i den smukke Kirsten, men hun var ikke det mindste interesseret i en mand der var gammel nok til at være hendes far og som var ved at blive fedladen og så kunne han være nok så meget konge. Kirsten var dum og forlystelsessyg og hun var ked af sit nye liv der betød at hun var gravid mere eller mindre konstant i de 10 år hun var gift med kongen. Hendes frustration gik ud over børnene der gik for lud og koldt vand og som fik en over nakken hvis de kom for tæt på deres mor. Derfor var det nok ikke nogen dårlig idé at de blev sendt hjem til Ellen Marsvin, selvom hun heller ikke ligefrem var kendt som en kærlig bedstemor. Her fik de i det mindste mad og tøj der passede til deres stand og de fik undervisning. Da Leonora flyttede ind hos sin mormor på Fyn boede hendes 2 ældre søstre Anna Cathrine og Sophie Elizabeth der allerede. Kort efter flyttede deres lillebror Valdemar Christian også ind.

Kongen fik enormt mange børn. Man har tal på over 20 og han tog sig godt af dem allesammen, ægte som uægte. De uægte fik efternavnet Gyldenløve.

Leonora Christine viste sig hurtig at være en dygtig elev. Hun lærte hurtigt og har sikkert virket endnu kvikkere set sammenlignet med sine 2 ældre søstre som var fløjtende ligeglade med at lære noget. Hvorfor skulle de dog det? De skulle jo alligevel bare giftes og så ville resten af deres liv gå med at overvåge husholdningen i deres mands hus. Der ville latin og filosofi ikke hjælpe dem.
Børnene havde en hofmesterinde (en slags guvernante). Hun havde set sig sur på børnenes huslærer og sendte derfor bud til kongen om at lærerne var uduelig, at børnene intet lærte og at han var unødig hård ved børnene og mishandlede dem. Kongen sendte besked tilbage om at hans ældste søn Christian snart ville komme og høre børnene i deres lektier for at se om det var sandt at de intet lærte. Nu blev læreren bange for det var ikke helt løgn. Børnene lærte ikke meget og det kunne betyde en fyring i unåde for læreren. Derfor gik han til Leonora og tiggede hende om at redde hans skind. Hun gik med på planen og i den næste tid terpede hun flittigt. Da den udvalgte prins kom og skulle høre sine yngre søskende kunne de to ældste ingenting mens Leonora kunne svare på alt hvad hun blev spurgt om. Til spørgsmålene om hvorvidt læreren var ond ved den svarede Leonora at han naturligvis slog dem, men kun når de havde fortjent det og aldrig så hårdt som hofmesterinden. På den måde reddede hun sin lærer. Hun har senere selv fortælt om denne hændelse i en selvbiografi hun lavede om sin ungdom. Den var skrevet på fransk og hun kalder kroket sig selv for "Vor lille dame" og fortæller hvordan reddede lærerens skind. Hvad hun ikke tænkte på var at hun jo ydmygede sine søstre og fik dem til at se dumme ud foran deres bror. At hun også ydmygede hofmesterinden, der jo ikke havde været helt ved siden af da hun meldte læreren for at forsømme sin pligt. Hofmesterinden glemte det aldrig og hun fik en frygtelig hævn kort efter. Leonora havde lavet en eller anden mindre ting, men hofmesterinden fik bundet et birkeris og gav Leonora en ganske gevaldig endefuld. Hun slog så hårdt og så længe at riset var slidt helt op. Derefter vendte hun riset og slog med den hårde ende. Leonora lå i sengen længe derefter og skal have haft mærker efter den afstraffelse resten af sit liv.
Da Leonora Christines forlovede (Dengang var det kotyme at forlove piger væk meget tidligt så allerede mens de var små børn var alle Christian d. 4.s pigebørn trolovet væk til unge adelsmænd) hørte om den bahandling hans unge forlovede havde fået gik han til kongen og hofmesterinden blev fjernet fra børnene.

Så er der lidt at hygge sig med. Jeg vender tilbage senere og fortæller om Leonoras videre liv.

-Dorthe

Jeg må vel også hellere selv fortælle om mine favoritter, når nu jeg beder jer andre om det.

Jeg vil give Lone ret i at The Ultimate Hitchhikers guide bør alle læse. Magen til bagvendt verdensopfattelse, men den er skøn og sætter nogen tanker i gang. Og så har jeg sjældent grint så meget.

Ellers elsker jeg Jane Austen. Men de skal læses på englesk, ellers kan det være ligemeget. Jeg er vild med sproget i de bøger.

Når jeg ellers kigge rpå mine bogreoler og leder efter nogen af dem jeg har læst og genlæst og måske aldrig bliver færdig med kan jeg se at jeg har rigtig mange bøger af Anne Rice. Jeg elsker den måde hun kombinerer fantasy og historie og hendes personer er levende og virkelige. Vampyrbøgerne, Mayfairheksene og alle de enkeltstående. Jeg sluger dem alle og jeg er endnu ikke blevet skuffet.

Jeg har mange Stephen King bøger, men det er kun nogen enkelte af dem der er læst mere end en enkelt gang. Ligesom med Koontz synes jeg at kvaliteten er meget svingende og der er meget møg mellem perlerne. Mine favoritter er Misery, Rose Madder, IT, Desperation, The Regulators, bag of Bones, The Green Mile og The Shining. (Ja, jeg ved det godt. Jeg køber mange bøger på engelsk af den simple grund at de er billigere.

Nord og Syd serien af John Jakes tager jeg frem engang imellem og nyder gensynet med gamle venner. Jeg elsker bøger hvor man kan lære noget og jeg har lært meget om den amerikanske borgerkrig af nord og syd og af Borte med Blæsten af Margaret Mitchell.

Jeg har læst hele Jordens børn serien et utal af gange og har sådan et lidt ambivalent forhold til den. Jeg er irriteret over disse her vidunderlige nærmest fejlfri hovedpersoner og jeg synes de har en tendens til at udvikle sig til en blanding af en lægeroman og en erotisk novelle til tider, men når det er sagt er der stadig et eller andet i dem der virker og som fanger mig.

Og så er der de sjove bøger som intet kræver af mig at læse. De er ren terapi. Der er fx Exkonernes klub, min bedste vens bryllup, Forrest Gump og Harry Potter bøgerne.

Nu er jeg kun gået ind i skønlitteraturen, men jeg læser faktisk mest faglitteratur. Skønlitteratuen er bare en bonus...