Stigbøjler.

Post Reply
Deerhunter

Stigbøjler.

Post by Deerhunter »

At noget så dagligdags som stigbøjler kan have så store konsekvenser, er ikke noget man skænker de store tanker, men prøv at læse nedenstående:

De muslimske maurere havde efter erobringen af den Iberiske halvø omkring år 900 kastet deres øjne på landområderne nord for Pyrenæerne og som de omkring år 719 forholdsvis ubesværet fik løbet over ende. De opslog hovedstad i havnebyen Narbonne, som de kaldte for ”Arbūna” og gav byens kristne indbyggere milde betingelser bl.a. religionsfrihed - et politisk mestertræk der var stærkt medvirkende til den muslimske ekspansion.

Med Narbonne sikret udbredte maurerne deres magt og undertvang byerne Alet, Béziers, Agde, Lodève, Maguelonne, og Nîmes som stadig var kontrolleret af de kristne hertuger.

[img:569cc4dcdb]http://i508.photobucket.com/albums/s325/johan-thomasson/Narbonne.png[/img:569cc4dcdb]

Det muslimske fremstød i Aquitaine led et midlertidigt tilbageslag, da de led et stort nederlag ved Toulouse i 721, hvor Odo duc d'Aquitaine overraskede og overrendte de mauriske styrker og dræbte deres hærfører Al-Samh ibn Malik.

Men dette satte ikke en stopper for de arabiske plyndringstogter som med udgangspunkt i den sikre base i Narbonne i 720’erne slog til i nordøstlig retning, og i 725 nåede de så langt som byen Autun i Burgund.

Efter at blive truet af maurerne i syd og frankerne i nord, allierede Odo sig i år 730 med Uthman ibn Naissa, også kaldet ”Munuza” af frankerne og som var emir i det som senere skulle blive til Catalonien.

For at besegle alliancen fik Uthman Odos datter Lampade i ægteskab, og arabernes plyndringstogter over Pyrenæerne som var Odos sydlige grænse, stoppede.

Men året efter gjorde Uthman oprør mod guvernøren af al-Andalus, Abdul Rahman. Rahmna knuste hurtigt oprøret og vendte dernæst sin opmærksomhed mod oprørenes tidligere allierede: Odo. Rahmna havde samlet en kæmpe styrke af arabisk tungt kavaleri og berbisk, let kavaleri, såvel som andre tropper fra imperiets vidtstrakte provinser, i et forsøg på at erobre Europa nord for Pyrenæerne.

Ifølge en uidentificeret araber, "[i:569cc4dcdb]Gik hæren gennem alle steder som en ødelæggende storm". [/i:569cc4dcdb]Hertug Odo samlede sin hær ved Bordeaux, men blev besejret ved floden Garonne og Bordeaux blev plyndret. Nedslagtningen af kristne ved Garonne var grusom. Isidorus Pacensis skriver at: ”solus Deus numerum morientium vel pereuntium recognoscat” (Gud alene ved antallet af dræbte).

[img:569cc4dcdb]http://i508.photobucket.com/albums/s325/johan-thomasson/Frankrig_732.png[/img:569cc4dcdb]

De muslimske ryttere lagde denne del af Gallien øde. Deres egne beretninger fortæller: [b:569cc4dcdb]"Trofaste trængte (vi) gennem bjergene, trampede over ujævn og jævn grund, plyndrede så langt ind i landet som til frankerne og slog alle med sværd så meget, at da Odo kom til kamp med dem ved floden Garonne, flygtede han”. [/b:569cc4dcdb]Og således, efter at have ødelagt Odos styrker, plyndret og lagt syden øde, vendte de muslimske hære sig mod nord, hvor de forfulgte den flygtende Odo, mens de plyndrede og ødelagde alt på deres vej.


Fremstød langs Loire
I 732 fortsatte den arabiske styrke nordover op mod floden Loire, mens træn og en stor del af hæren blev liggende tilbage. Invasionsstyrkerne nedkæmpede al modstand i den sydlige del af Gallien, og da de ikke mødte organiseret modstand, delte de sig op i flere lettere plyndringsenheder, som plyndrede og ødelagde, mens hovedstyrken bevægede sig langsommere efter. Den muslimske invasion var lagt så sent på året - i oktober, fordi de invaderende hære var nødsaget til at leve af det, de kunne fouragere og plyndre fra omegnens bønder og derfor måtte vente til høsten var i hus.

Den militære forklaring på, hvorfor Odo blev besejret så let ved Bordeaux i 732 efter at have vundet tidligere i 721 er enkel: I slaget ved Toulouse formåede Odo at gennemføre et overraskelsesangreb mod en selvsikker og uforberedt fjende, som havde rettet alle de defensive stillinger indad. Det arabiske kavaleri fik aldrig en chance for at mobilisere og møde ham i åbent slag. Odo formåede at lave en yderst effektiv omringelsesmanøvre, der kom fuldstændig bag på det muslimske kavaleri som blev nedslagtet i det medfølgende kaos og panik.

Elleve år senere ved Bordeaux og ved slaget ved Garonne var det arabiske kavaleri forberedt og blev ikke overrasket af Odo. Det arabiske kavalari havde således tid til at mobilisere før slaget, hvilket resulterede i noget nær den totale ødelæggelsen af Odos hær, hvor næsten alle blev dræbt men Odo overlevede og flygtede mod nord, mens muslimerne led minimale tab. Odos styrker manglede - som alle andre europæiske styrker på denne tid, stigbøjler og havde derfor ikke kavaleri med rustning.

Næsten hele Odos styrke bestod derfor af infanteri. Muslimernes tunge kavaleri brød det kristne infanteris linjer i deres første angreb. Da først infanteriets linjer var brudt, kunne muslimerne slagte de kristne efter behag.

Den invaderende styrke fortsatte med at ødelægge det sydlige Gallien og forberede en fuldstændig erobring. En af de største plyndringsstyrker rykkede frem mod Tours. Et oplagt mål var rigdommene i Sankt Morten af Tours klosteret, hvilke på den tid var den mest prestigefyldte kristne helligdom i det vestlige Europa.

Da Karl Martell, der var rigshofmester i Austrasien, hørte dette, samlede han sin hær på mellem 15.000 og 75.000 veteraner og marcherede sydover. Han undgik de gamle romerske veje i håb om at komme ubeset og derved overraske muslimerne. Eftersom han havde tænkt sig at bruge en falanksformation - en tæt formation af infanteri, var det afgørende for ham at få sig manøvreret i en position, hvor det var ham der kunne vælge slagmarken og derved reducere fjendes beredne krigeres overlegne mobilitet. Hans plan var at finde en høj, skovklædt slette, opstille sine soldater i formation og vente på, at muslimerne kom til ham – dette krævede, at muslimerne ikke angreb ham før han var rede.

[img:569cc4dcdb]http://i508.photobucket.com/albums/s325/johan-thomasson/martel.jpg[/img:569cc4dcdb]

Forberedelserne:
Efter at have besejret Odo blev de invaderende muslimske styrker ifølge alle beretninger fuldstændig overraskede over at finde en anden stor hær der blokerede deres march mod Tours som stod deployeret og klar til kamp.

Karl Martell havde til fulde opnået den overraskelseseffekt han havde håbet på. Han valgte at indtage en defensiv falankslignende formation. Ifølge de arabiske kilder i form som en stor firkant, med træer og en stigning der vanskeliggjorde kavaleriangreb.

I syv dage stod de to hære og vogtede på hinanden, kun afbrudt af mindre træfninger. Abdul Rahman havde tilbagekaldt plyndringstropperne og ventede nu på at alle var tilbage og hæren igen på fuld styrke. Men selv efter at de var fuldtallige, var de stadigvæk urolige. Ingen dygtig general, og Abdul Rahman var dygtig, kan lide at lade sin modstander vælge sted og forhold for et slag, og Martell havde gjort begge dele. Derudover var det svært for muslimerne at vurdere Karl Martells styrker, eftersom Martell brugte træerne og skoven til at få sine styrker til at synes større. Så Abdul Rahman ventede på at hans egen hær var samlet og fuldtallig. Ventetiden gav imidlertid også Karl Martell tid til at samle endnu flere af sine veterantropper, foruden at mobilisere lokale militsenheder. De viste sig at være næsten ubrugelige til andet end at fouragere og chikanere fjenden.

Martell satsede alt på, at Rahman til slut ville føle sig nødsaget til at udkæmpe slaget for at kunne komme videre og plyndre Tours. Ingen af dem ønskede at angribe. Frankerne var med ulve- og bjørneskind klædt godt på til kulden og havde fordel af terrænet. Muslimerne var ikke forberedt på den bidende kulde, og de ønskede ikke at angribe det de troede var en talmæssig overlegen frankisk hær.

Muslimerne ønskede, at frankerne skulle komme ud i åbent land, hvor de var mere sårbare over for det arabiske kavaleri, mens frankerne i deres tætte formationer ønskede, at muslimerne skulle komme op over højdedraget og ind blandt træerne som ville fjerne kavaleriets fordel. Det blev et nervespil som Martell vandt. Kampene startede syvendedagen, eftersom Rahman ikke ønskede at udsætte slaget i det uendelige med vinteren lige om hjørnet.

[b:569cc4dcdb]Slaget:[/b:569cc4dcdb]
Rahman stolede stadig på den taktiske overlegenhed som hans kavaleri gav ham, udstyret med lange lanser og sværd og fik dem til at angribe gentagne gange. Men denne dag skulle muslimernes kavaleri ikke blive udslagggivende som det havde været i så mange tidligere slag.

I et af de sjældne tilfælde, hvor middelalderens infanteri stod fast over for koncentreret kavaleriangreb, holdt de disciplinerede frankiske soldater stand mod de gentagne muslimske angreb på trods af, at deres kavaleri flere gange brød igennem den frankiske falanke.

En arabisk kronikør fortæller: [b:569cc4dcdb]"De muslimske ryttere angreb frygtløst og ofte fremover mod bataljonen af frankere, som modstod med mandsmod, og mange faldt døde om på begge sider." [/b:569cc4dcdb]Men til trods for muslimernes voldsomme angreb brød frankerne linjer ikke sammen. De mange år med daglig træning, finansieret af kirkemidler, havde givet Karl Martell akkurat det han ønskede sig, og hans krigsvante veteraner havde klaret det umulige - at modstå et voldsomt arabisk kavaleriangreb.

[b:569cc4dcdb]Kampen:[/b:569cc4dcdb]
Men det kunne have endt helt galt for frankerne, hvis de muslimske styrker var forblevet under kontrol. Både vestlige og muslimske beretninger er enige i, at slaget blev udkæmpet hårdt, og at det muslimske tunge kavaleri brød igennem frankernes falanks.

Muslimerne, som brød ind i falanken forsøgte at dræbe Martell, men hans hirdmænd omringede ham og lod ikke muslimerne trænge igennem og nedkæmpe sig. Frankiske beretninger hævder, at mens slaget stadig bølgede frem og tilbage, fløj der pludselig et rygte gennem den arabiske hær om, at frankiske spejdere truede det plyndringsbytte, de havde taget i Bordeaux. Herefter afbrød store dele af de muslimske styrker kampen for at returnere til deres lejr og sikre deres bytte.

Ifølge muslimske beretninger havde Karl sendt frankiske spejdere ud midt på kampens anden dag hvorefter de begyndte at plyndre muslimernes lejr og forsyningstros - inklusive slaver taget i Frankrig. Karl havde sendt spejdere ud med den hensigt at skabe kaos i muslimernes lejr og befri så mange slaver som muligt i håb om at en del af fjenden ville blive trukket bort fra slaget. Dette lykkedes langt ud over hans største forhåbninger.

I kampens virvar opfattede resten af den muslimske hær det som en retræte, hvilket fik resten af hæren til at gå i panik og flygte fra slagmarken, og det blev således hurtigt en generel retræte. Mens Abdul Rahman forsøgte at genoprette orden blandt sine flygtende mænd, blev han omringet af frankere og dræbt. Der var nu ikke nogen til at stoppe en total muslimsk retræte og de resterende muslimer vendte nu tilbage til deres lejr. [i:569cc4dcdb]"Alle flygtede forfulgt af deres fjender” [/i:569cc4dcdb], skrev en arabisk historiker. I stedet for at sætte efter den flygtende fjende, genoptog frankerne deres falankspositioner og hvilede dér natten over i den tro at slaget ville fortsætte ved daggry næste morgen.

[b:569cc4dcdb]Vendepunktet:[/b:569cc4dcdb]
Da muslimerne ikke den følgende dag kom frem til kamp, frygtede frankerne et baghold. Karl troede først, at muslimerne forsøgte at lokke ham ned fra højden og ud i åbent land, en situation han for enhver pris ville undgå. Først efter at frankiske soldater havde udført en omfattende rekognoscering af fjendens lejr, blev det opdaget at lejren i hast var forladt i løbet af natten. Efterladende alt der ikke kunne bæres i hænderne, inklusive deres telte havde de muslimske styrker sat kursen tilbage mod den Iberiske halvø med det af deres bytte som var tilbage og som hurtigt kunne transporteres.

I arabiske krøniker kan man læse, at efter Abdul Rahmans død kunne de forskellige generaler fra de forskellige dele af kalifatet, berbere, arabere, persere m.fl., ikke enes om en ny øverste leder til at føre dem i kamp. Kun Abdul Rahman havde haft en fatwa fra kalifen og dermed absolut autoritet over de troende soldater. Muslimernes hær kunne muligvis stadig have besejret frankerne hvis de havde kunnet enes om en leder, men de mange forskellige nationaliteter og etniciteter, som var til stede i en hær sammensat af mænd fra hele det vidstrakte kalifat, umuliggjorde at finde en afløser for Abdul Rahman.

[b:569cc4dcdb]Retræten:[/b:569cc4dcdb]
Den mauriske hær trak sig tilbage over Pyrenæerne, og Karl Martell fortsatte i de efterfølgende år med at drive muslimerne ud af Frankrig. Odo var med nogen reservation blevet tvunget til at anerkende Karls overherredømme, men da han døde, ønskede hans søn Hunold uafhængighed. Selv om Karl ville lægge hans hertugdømme direkte under sig og begav sig derned for at få Aquitaniens loyalitet, optrådte Hunold som hertug. Karl anerkendte hertugdømmet, men da araberne året efter igen invaderede Provence, havde Hunold intet andet valg end at følge i faderens fodspor og anerkende Karl Martells overherredømme.

I 736 påbegyndte kalifatet igen en massiv invasion, denne gang over havet og ledet af Abdul Rahmans søn. Invasionshæren landede i Narbonne og tog Arles. Karl drog ned til muslimernes befæstninger i Provence, hvor han befriede Montfrin og Avignon, og sammen med langobardernes konge Liutprand, ligeledes Arles og Aix-en-Provence - Nimes, Agde og Béziers, som var blevet holdt af muslimerne siden 725, faldt og deres fæstninger blev ødelagt.

[b:569cc4dcdb]Undergang:[/b:569cc4dcdb]
Denne gang mente muslimerne ikke, at de havde undervurderet Karl, og de lod ham komme til dem ved at lade ham erobre Provence, by efter by. De ventede tålmodigt på frankerne til det endelige slag. Imidlertid havde de overvurderet tiden det ville tage, før frankerne formåede at bygge deres eget tunge kavaleri som støtte for det sårbare infanteri.

På kun fem år havde Martell ikke alene indført stigbøjlen og dermed ryttere i rustning, men også udviklet kavallerimanøvre som stigbøjlen nu gjorde muligt.

Da han kom ned og angreb muslimerne, gjorde han det med en dramatisk anderledes hær end den de ventede. Først knuste han muslimernes styrker ved Arles og forberedte sig dernæst på at møde hovedstyrken ved Narbonne som han tilintetgjorde i Slaget ved Berre. Nogle historikere mener, at Narbonne var en ligeså vigtig sejr for det kristne Europa som Poitiers.

De besejrede muslimske hære stod for første gang over for frankernes tunge kavaleri som Martell brugte i koordination med infanteriet. Han formåede dog ikke at tage Narbonne, der blev forsvaret af et sammenrend af muslimske arabere og kristne arianere og overløbne vestgotere mens han rensede Provence for muslimsk besættelse. Han låste muslimerne fast i Narbonne i Septimania og efterlod dem uden andet valg end at barrikadere sig inden for murene i deres byer.

I stedet for at binde hæren i en årelang belejring var Martell tilfreds med at isolere de få tilbageværende styrker til Narbonne og Septimania. Byens endelige overgivelse overlod han til sin søn, Pipin den yngre at fremtvinge, hvilket han gjorde i 759, hvor også resten af muslimerne blev drevet tilbage til Iberia.

[b:569cc4dcdb]Epilog:[/b:569cc4dcdb]
Hans barnebarn, Karl den Store, blev den første kristne hersker, som påbegyndte det, som betegnes som Reconquista – befrielse af kristne områder under muslimsk besættelse. Girona blev befriet i 785 og Barcelona i 801 og Catalonien, den østlige del af halvøen, blev omdannet til en række små hertugdømmer, der samlet fungerede som en bufferzone kaldet Marca Hispanica mod kalifatet i syd.

På trods af nederlagene ved Poitiers i 721 og Narbonne i 737 vedblev muslimerne i syd at udgøre en potentiel trussel mod de europæiske magter i Vesteuropa som frygtede en gentagelse af forsøgene på en islamisk invasion i Europa.

Denne trussel forsvandt med ét slag i 750, da det kalifatet under umayyad-dynastiet kollapsede i slaget ved Zab, der efterlod ummayyaderne næsten fuldstændigt udraderet med undtagelse af prinserne, som flygtede til Afrika og videre til Iberia, hvor de etablerede umayyad-emiratet i opposition til abbasidenes kalif i Bagdad. Den muslimske besættelse i Vesteuropa sluttede definitivt i 1492.

… eller for at gøre en lang historie kort: At Europa i dag er kristent og ikke muslimsk, skyldes noget så enkelt som stigbøjlen.

[b:569cc4dcdb]Kilder:[/b:569cc4dcdb]
Historia gentis Langobardorum. Paulus Diaconus - ca. år 720
Den Mozarabiske krønike fra år 754
Historia ecclesiastica gentis Anglorum, Beda den Ærværdige, 672 - 735
Tholathey'et ghoranata, Radwa Ashoor
User avatar
KatieKat
Posts: 8308
Joined: Sun 20. Nov 2005 17:14

Stigbøjler.

Post by KatieKat »

YES!
Tak Deerhunter, :katiekat:
Don't blame gravity on me.. I voted for velcro!
Post Reply