Leonora Christine

Om stærke kvinder i historien - nogle af dem havde sikkert osse hest....
Post Reply
User avatar
KatieKat
Posts: 8308
Joined: Sun 20. Nov 2005 17:14

Leonora Christine

Post by KatieKat »

Leonora Christine blev født i 1621 og kilderne er noget uenige om datoen. Sandsynligvis var det i juni måned.
Hun var datter af kongen Charistian den 4. og hans "kone" (Der er ingen håndgribelige beviser på at de i virkeligheden nogensinde blev gift.) De skulle være gift til venstre hånd da Leonoras mor Kirsten Munk ikke var adelig nok til at blive gift med kongen og hun var derfor heller ikke dronning.

Kongen havde været gift en gang før med Anna Cathrine og med ham havde han 2 sønner. Christian, der var den udvalgte prins (altså kronprins) og Frederik der skulle have haft en plads i kirken, men som i stedet blev konge efter sin far da den udvalgte prins gik hen og døde før sin far.

Nåh, men Leonora blev altså født og ganske som det var skik og brug blev hun ganske hurtigt fragtet hjem til sin mormor. Hun med Ellen Marsvin og var en rig enke der nu slev bestyrede sine godser. Hun havde en reel magt da hun virkelig var en dygtig forretningskvinde og dermed var rig. Hun lånte en masse penge til kongen og havde dermed også noget at skulla have sagt over for ham. Det var også hende der pressede på for at få et ægteskab i stand mellem kongen og hendes datter Kirsten. Kirsten var kun 16 år og kongen var næsten 40. Han blev meget hurtig enormt forelsket i den smukke Kirsten, men hun var ikke det mindste interesseret i en mand der var gammel nok til at være hendes far og som var ved at blive fedladen og så kunne han være nok så meget konge. Kirsten var dum og forlystelsessyg og hun var ked af sit nye liv der betød at hun var gravid mere eller mindre konstant i de 10 år hun var gift med kongen. Hendes frustration gik ud over børnene der gik for lud og koldt vand og som fik en over nakken hvis de kom for tæt på deres mor. Derfor var det nok ikke nogen dårlig idé at de blev sendt hjem til Ellen Marsvin, selvom hun heller ikke ligefrem var kendt som en kærlig bedstemor. Her fik de i det mindste mad og tøj der passede til deres stand og de fik undervisning. Da Leonora flyttede ind hos sin mormor på Fyn boede hendes 2 ældre søstre Anna Cathrine og Sophie Elizabeth der allerede. Kort efter flyttede deres lillebror Valdemar Christian også ind.

Kongen fik enormt mange børn. Man har tal på over 20 og han tog sig godt af dem allesammen, ægte som uægte. De uægte fik efternavnet Gyldenløve.

Leonora Christine viste sig hurtig at være en dygtig elev. Hun lærte hurtigt og har sikkert virket endnu kvikkere set sammenlignet med sine 2 ældre søstre som var fløjtende ligeglade med at lære noget. Hvorfor skulle de dog det? De skulle jo alligevel bare giftes og så ville resten af deres liv gå med at overvåge husholdningen i deres mands hus. Der ville latin og filosofi ikke hjælpe dem.
Børnene havde en hofmesterinde (en slags guvernante). Hun havde set sig sur på børnenes huslærer og sendte derfor bud til kongen om at lærerne var uduelig, at børnene intet lærte og at han var unødig hård ved børnene og mishandlede dem. Kongen sendte besked tilbage om at hans ældste søn Christian snart ville komme og høre børnene i deres lektier for at se om det var sandt at de intet lærte. Nu blev læreren bange for det var ikke helt løgn. Børnene lærte ikke meget og det kunne betyde en fyring i unåde for læreren. Derfor gik han til Leonora og tiggede hende om at redde hans skind. Hun gik med på planen og i den næste tid terpede hun flittigt. Da den udvalgte prins kom og skulle høre sine yngre søskende kunne de to ældste ingenting mens Leonora kunne svare på alt hvad hun blev spurgt om. Til spørgsmålene om hvorvidt læreren var ond ved den svarede Leonora at han naturligvis slog dem, men kun når de havde fortjent det og aldrig så hårdt som hofmesterinden. På den måde reddede hun sin lærer. Hun har senere selv fortælt om denne hændelse i en selvbiografi hun lavede om sin ungdom. Den var skrevet på fransk og hun kalder kroket sig selv for "Vor lille dame" og fortæller hvordan reddede lærerens skind. Hvad hun ikke tænkte på var at hun jo ydmygede sine søstre og fik dem til at se dumme ud foran deres bror. At hun også ydmygede hofmesterinden, der jo ikke havde været helt ved siden af da hun meldte læreren for at forsømme sin pligt. Hofmesterinden glemte det aldrig og hun fik en frygtelig hævn kort efter. Leonora havde lavet en eller anden mindre ting, men hofmesterinden fik bundet et birkeris og gav Leonora en ganske gevaldig endefuld. Hun slog så hårdt og så længe at riset var slidt helt op. Derefter vendte hun riset og slog med den hårde ende. Leonora lå i sengen længe derefter og skal have haft mærker efter den afstraffelse resten af sit liv.
Da Leonora Christines forlovede (Dengang var det kotyme at forlove piger væk meget tidligt så allerede mens de var små børn var alle Christian d. 4.s pigebørn trolovet væk til unge adelsmænd) hørte om den bahandling hans unge forlovede havde fået gik han til kongen og hofmesterinden blev fjernet fra børnene.
Da hun var 15 år gammel blev hun gift. Hendes mand hed Corfitz Ulfeldt og han var 30 år og altså dobbelt så gammel som hun.
Han var kvik ig intelligent. Han var ambiciøs og veluddannet og havde kongens fortrolighed. Han var ud af en adelsfamilie der var rigere på børn end på penge og han havde 15 brødre og søstre. Han havde et lille handicap da han havde et sår på det ene ben der ikke ville hele og som fik ham til at halte en anelse. Der har været snak om syfilis og at det også var det der gjorde ham sindsyg til sidst, men der er bare noget der ikke hænger sammen. For det første levede ham med sygdommen i mange mange år og for det andet er der ingen tegn på at g´han smittede sin kone.

Leonora og Corfitz blev gift og lige fra starten var deres forhold varmt og tæt. Gennem tiden fik de 10 børn og selv mod enden da Corfitz blev splittergal var hun ham en tro og loyal hustru.

Det unge par flyttede ind i et stort hus på Gråbrødre Torv i København og de levede det søde liv. Corfitz var rigets rigsforvalter og det var ham der havde nøglen til rigets pengekasse. Hans svigerfra kongen stoleden på ham og Corfitz har en virkelig dygtig politiker.
Leonora fungerede som rigets førstedame da der ikke var nogen dronning. Kirsten Munk og kongen var gået hver til sidst da det kom frem at Kirsten havde et forhold til en ung rhingreve. Hun blev forvist til sin mors hjem og kongen nægtede at anderkende hendes yngste datter som han kaldte den kasserede frøken eller kramsfuglen.
Resten af sit liv havde kongen et forhold til kammerpigen Vibeke Kruse. De fik flere børn sammen, men blev aldrig gift. Den splint der blev pillet ud af kongens ødelagte øje efter slaget på Reden blev lavet til et par øreringe til Vibeke.
Men hun kunne ikke vises frem ved hoffet, så ved alle officielle lejligheder var det Leonora Christine der stod ved sin fars side som rigets førstedame. Og hun gjorde det godt. Hun var ung, smuk og charmerende. Hun var intelligent og flydende på flere sprog. Alt i alt var hun en fremragende ambassadør for Danmark.

Når Leonora ikke lå i barselssengen eller stod ved sin fars side ved officielle lejligheder brugte hun tiden på at passe hjemmet og lære at tegne og male af hofmaleren Karel Van Mander. Der findes malerier af hendes hånd og hun var ikke helt ueffen hvad det angår.

Kongens ædste søn døde inden han kom på tronen og ved kongens død var det derfor den næstældste søn Frederik der kom på tronen som Frederik d 3.
Hans dronning hed Sophie Amalie. Hun var en smule yngre end Leonora og hun var hverken så charmerende, så veltalende eller så rafineret som sin svigerinde.
Hvis nu Leonora Christine havde været et venligt menneske og en god svigerinde så havde hun rykket tilbage og havde ladet den nye dronning indtage sin plads som rigets førstedame og måske havde hun oven i købet givet hende et par gode råd med på vejen. Men Leonora var ikke noget venligt menneske. Hun var der imod en strigle og det i ordets værste betydning. Hun nægtede at give pladsen videre til dronningen og gik så langt som at hun forsøgte at sabotere dronningens kroning. Hun fandt vej til den guldsmed der lavede dronningens krone og "kom til" at tabe den på gulvet sådan at den gik i stykker. Guldsmeden kunne ikke nå at lave kronen så det endte med at kan lynhurtigt måtte klampe en ny krone sammen som så naturligvis ikke var så smuk som den første. Ikke nok med det fik hun om natten fjernet al pynten der var hængt op i København til når dronningen skulle køre gennem byen efter sin kroning. Ikke noget at sige til at dronningen ikke var videre begejstret for sin svigerinde.
Ikke nok med det var noget af det første den nye konge gjorde at få nogen til at gennemgå Corfitz Ulfeldts bøger og fandt ud af at der var begået groft underslæb.
Det var nok sikrest for Leonora og Corfitz at forlade landet lidt, så de tog et smut til Sverige.
Her hjalp de den svenske konge i en krig mod Danmark og Corfitz var med da svenskerne gik over isen mellem Fyn og Sjælland og gik mod København og han spillede en afgørende rolle ved Roskildefreden der var ydmygendes for den danske konge.
Parret rejste rundt i Europa et stykke tid og kom til sidst tilbage til Danmark hvor de blev sat i Godsarrest og måtte ikke forlade deres hjem uden tilladelse. De fik dog lov til at rejse til nogen kurbade da Corfitzs helbred vaklede og snart var parret på flugt igen. Nu var Corfitz efterhånden så langt ude at han begyndte at planlægge at styrte den danske konge og satte oven i købet den danske krone til salg ude i Europa.
De blev fanget og blev sat i fængsel på Hammershus på Bornholm sammen med deres livlæge Dr. Sperling. Her blev mand og kone skilt ad og sat i celler lige over hinanden. De klarede dog at kommunikere ved at råbe ud af vinduerne. Og de sørgede for at holde det privat ved at den ene råbte på græsk og den anden svarede på latin.
Kort efter forsøgte de at flygte, men blev hurtigt fanget igen. Det lykkedes dem at flygte til sidst, men de blev forrådt af nogen de troede var deres venner ude i Europa og var på flugt igen.
Det siges at Corfitz døde i en båd på vej over Rhinen og han nåede derfor aldrig at høre sin dom i Danmark. Leonora blev fanget og blev sendt til Danmark for at møde sin skæbne.
Leonora blev sendt retur til Danmark, dømt og sat i Blåtårn. Blåtårn var fængslet der lå på Københavns slot. I starten sad hun i en celle der blev kaldt Mørke Kirke. Den hed sådan fordi der var meget højt til loftet, men der var ellers ikke meget plads derinde. Hun havde rimelig hårde kår i starten. Føden kunne man ikke klage over for det var en lov at kongens fanger skulle fodres af kongens bor, så sulte gjorde hun ikke. Men Leonora var normalt en flittig dame og nu fik hun ikke lov til at få noget som helst underholdning. Ingen bøger, ingen papir at skrive på, ingenting at sy med, eller i. Og ingen at tale med. Hun havde nogen fangevogterdamer, men her blev udvalgt de mest gemene og fordrukne rendestenskællinger. Kirken var beskidt og ulækker og det har virkelig været en prøvelse for Leonora, men dronningen var uforsonelig og nægtede at lette vilkårene for fangen.
Da ingen kunne finde Corfitz Ulfeldt blev han dømt in absentia og "henrettet" foran Blåtårn så Leonora kunne følge med gennem det lille vindue. En træfigur blev lavet af Corfitz og den blev halshugget, parteret i kvarte og sat på hjul og stejle. Svineblod var blevet puttet ind i figurn så den kunne bløde når man skar i den for at gøre det hele mere realistisk. Leonora var ikke på dette tidspunkt klar over at hendes mand allerede var død og for hende har det været et uhyggeligt billede på hvad de ville gøre ved hendes elskede mand hvis de nogensinde fangede ham. Ud over det blev deres gård på Gråbrødre torv revet ned og på stedet blev en skamstøtte stillet så alle for al evighed ville vide at Corfitz Ulfeldt var en landsforrædder. Den skamstøtte står i dag på gårdsplandsen uden for Nationalmuseet.

Nu var Leonora en dygtig og kreativ dame og hun fandt på ting for at underholde sig selv. Hun hev tråde ud af et silkbånd i hendes natkjole og broderede på stumper af sit dynebetræk de yndigste små blomster. Nogen af dem sendte hun til dronningen. Sikkert mest af ren og skær provokation. Hun blandede sod op med øl og lavede på de måde en slags blæk hun kunne bruge til at skrive på de små stykker papir hendes sukkerration var pakket ind i. Hun lavede en pen ved at spidse et kyllingeben. Og nu kunne hun skrive. Hun skrev digte og salmer og hun begyndte på sit Jammersminde, der i første omgang var tiltænkt som et forsøg på at rense hendes navn overfor hendes børn. (De var på dette tidspunkt alle blevet landsforvist og kunne derfor ikke hjælpe deres mor)

Da Leonora havde siddet indespærret i Mørke Kirke i nogen år døde kongen. Leonoras håb blussede op og hun håbede at den nye konge ville sætte hende fri, men det skete ikke. Enkedronningen havde stadig så meget magt at Leonora ikke blev lukket ud. Den nye konge gjorde dog livet lettere for sin faster. Han flyttede hende til en større og lysere celle og nu fik hun lommepenge så hun kunne købe ting. Hun købte et lille cembalo så hun kunne spille musik og hun købte papir og blæk så hun rigtig kunne skrive på sin bog. Pjalterne blev skiftet ud med enkle, men dog hele og rene klæder.
Hun begyndte også at male igen og malede blandt andet et smukt lille portræt af sin far Christian d 4.som hun sendte til den nye konge. Bag på billedet skrev hun en lille bøn fra sin far om at den nye konge skulle vise hende nåde.
Så vidt jeg husker stod der noget i retning af:

Min sønnesøn og største navne
Du ligner mig i magt og mod
Lad det nu og min slægtning gavne
At du som jeg er nådegod

Den nye unge dronning besøgte Leonorai Blåtårn og også hun gik i forbøn for hende hos kongen. Men han turde ikke gå imod sin mor og fangen blev i tårnet.

Endelig langt om længe døde Sophie Amalie og kongen var nu fri til at lukke sin faster ud. Og det gjorde han. Sent om natten fik hun bekeden om sin fjendes død og at hun var fri til at gå, men hun nægtede at forlade sit fængsel i nattens mulm og mørke. "Jeg vil ud med maner" sagde hun og derfor ventede huntil idt på næste dag før hun forlod sit fangeskab. Da havde hun siddet i fængsel i 21 år 9 måneder og 11 dage. Næsten 22 år sad hun i fængsel uden en lovformelig dom. Til sin død nægtede hun sig skyldig i kendskab til sin mands forbrydelser. Hun blev løsladt i 1685 da hun var 64 år gammel.

Hun flyttede ind på Maribo kloster. Danmark var på dette tidspunkt ikke længere katolsk, men der fandes stadig klostre hvor unge ugifte adelige kunne få et liv hvis de ikke kunne blive gift. Leonoras yngste søster som kongen ikke havde ville godkende som sin datter endte også i kloster.
I klosteret gjorde hun sin bog færdig og den blev sendt til hendes børn.
Her døde hun stille og roligt i 1698 77 år gammel.

De fleste detaljer om Leonora Christines liv har man fra hende selv. Først fra hendes franske selvbiografi som hun skrev om sin ungsom og derefter fra Jammersminde om hendes voksne liv og fangeskab. Og som man læser hvordan hun fremstiller sig selv får vi indtrykket af en fantastisk kvinde. En intelligent og gudsfrygtig dame som blev uskyldig dømt af sin dødsfjende.

Og Leonora var en fantastisk kvinde. Men ikke på den måde hun gerne vil have os til at tro. Hun er intelligent ja, men hun er ikke uskyldig. Om hun er skyldig i hvad hun blev spærret inde for kan ingen vide med sikkerhed i dag, men uanset hvad var hun ikke en uskyldig kvinde. Hun var snu og manipulerende, hun var hovmodig og forfængelig, hun var hævngerrig og ambiciøs og til tider var hun direkte ondskabsfuld.

I hendes egen tid ville man nok have sagt at Sophie Amalie vandt kampen mellen de to. Hun fik spærret sin fjende inde i næsten 22 år og fik taget alle hendes egendele fra hende. Hendes land blev konfiskeret og i det hele taget blev alt pynten pillet af hende. Hun blev efterladt totalt ydmyget. Men hendes bog er hendes eftermægle og med den vinder hun alligevel til sidst. Den bog har farvet generationers billede af de to damer og det er farvet til Leonoras fordel. Hun har fået et eftermægle som en heltinde. En uskyldig kongedatter, uskydigt dømt men alligevel lykkedes det aldrig helt at knække hende. Hendes fjende har fået et eftermægle som en heks og en tyran. En hævngerrig, pyntesyg tyran som alene pga jalousi hadede sin svigerinde så meget at hun ønskede hende død. At hun var misundelig over Leonoras kløgt og raffinerede stil og den måde folk beundrede hende på. Jo, Leonora har gjort sit arbejde godt og eftersom Sophoe Amalie er død og derfor ikke kan svare igen får hun nok aldrig et helt retfærdigt eftermægle.

Så alt i alt. Leonora var en strigle. En rigtig gimpe. Jeg tror ikke at jeg ville have kunne lide hende hvis jeg havde kendt hende, men jeg kan ikke lade være med at beundre hende. Det kan godt være at hun tabte slaget, men hun vandt krigen. Det lykkedes hende at ændre historien til sin fordel. Det må man da tage hatten af for.
Don't blame gravity on me.. I voted for velcro!
Post Reply