Livet efter hest??

[Susmh]

Det er muligt at have et liv uden hest, og man får både tid og penge til andre fornøjelser.
Men når det er sagt så savner jeg alligevel her 10 år efter hest at have hest.

Jeg solgte min inden jeg skulle studere, der var hverken tid eller råd til hest og studie.
Det var den rette beslutning, men det var hårdt.

Som både Ane og 99E siger så lad være med at suse og købe den første den bedste hest, det kan gå grumme galt.
Havde en veninde der lavede det stunt, og hun blev desværre aldrig gode venner med den nye hest, og endte med at sælge efter et par år.

Tag dig god tid til at mærke efter om du vil have hest igen.
Der er en del fordele og ulemper ved at have parter. Fordelen er at det er billigere og tager mindre tid, ulempen er at man ikke har så meget at skulle have sagt.
Prøv evt et par forskellig parter for at finde udaf hvad det er du søger i en hest.

Hvis du efter et par måneder finder udaf at der skal være en hest i dit liv igen, så overvej nøje hvad det skal være for en, hvad har du af krav.

[Annemaja]

Det gør mig ondt for dig med din Rumle.

Livet uden hest - havde jeg da mine børn var små. Tiden med dem var uerstattelig, og jeg havde ikke lyst at miste noget der. Så deltid og nul heste - hvilket jeg er glad for i dag. Jeg savnede af og til at have heste igen - men vidste at tiden jo kom til det igen

De sidste 14 år har der ikke været livet efter hest, selvom jeg har mistet nogle stykker undervejs. For jeg har med fuldt overlæg sørget for at have flere heste.... fordi jeg ikke tør ikke at have hest ;-) Det gør ondt nok når de dør selvom der er andre - jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme igennem uden.

Dog er jeg nu der - at de 4 heste jeg har nok er de sidste - og efterhånden som de forsvinder skal der ikke nye til. For lige pludselig er mit helbred og alder ikke mere til flere heste.... og jeg vil ikke have heste i en tilstand, hvor jeg ikke mere kan byde dem det bedste. ;-)

[mos]

Jeg tror det er bedst hvis man finder en erstatning. Noget der vil kunne fylde tomrummet ud, og at man finder dette inden man skaffer sig af med det dyr man har holdt af. Det vil gøre tabet lettere, tror jeg.

[Frieser9460]

Den eneste hest, jeg har prøvet at miste, var egentlig ikke min egen, og jeg havde ikke haft ham så længe, at jeg sådan for alvor havde nået at lære ham at kende... men alligevel var det en hård omgang. Den der boks var bare SÅ gabende tom, og der gik rigtig lang tid, før jeg fik mig taget sammen til at få den muget i bund og gjort klar til at flytte en af de andre heste over i. Et eller andet i mig blev ved med at håbe på, at det bare var noget, jeg havde drømt, og at Bastiaan pludselig den kommende morgen igen ville stå og kigge ud over bokslågen... og der blev tudet rigtig, rigtig meget...

Jeg var så heldig, at jeg stadig havde mine egne heste, da Bastiaan døde, og de var en stor trøst, men jeg var alligevel chokeret over, hvor hårdt det tog på mig at miste en hest, jeg kun havde haft i godt og vel halvanden måned.

Derfor kan jeg næsten ikke bære blot at forestille mig, hvor slemt det må være at miste sin egen hest... og en man har haft i mange år.

Så livet efter, man har mistet sin hest? Tjah... det går jo videre... men det gør ondt, og man savner... meget og længe. Og det mener jeg i øvrigt, man skal give sig selv lov til.

[MinnaN]

Prinsen smuttede over på den anden side for lige over et år siden. Jeg er ikke parat til at få en ny hest og det var jo ikke fordi Prins var "min", men rideskolehest, Men han VAR min bette pons) og jeg havde "kun" part (men havde ham som min egen med rettigheder ikke mange andre havde.

Jeg er ikke parat, men jeg rider lidt på en hoppe en gang om ugen, men ingen hest pt, har "DET", som Prins Gedebuk hin Kamel hin TukkTukkTukkeeeeeeeeeeeeeeeeeee havde.
For min del ved jeg at der går lang tid før jeg er parat. Der er mange heste, der gerne vil mig (eller også snakker jeg godt "hest"sk), men jeg er ikke parat til dem. Det kommer, det tager tid og det er helt fint med mig.
Pt har jeg faktisk intet problem heller med at blive smidt lidt rundt på forskellige heste, den situation passer mig faktisk godt lige nu. Jeg vil gerne ride mere end en gang ugentligt, men det behøves ikke at være den samme hest.

Så lige nu vil jeg råde dig til at have en partshest, sørge ordentligt over Rumle og give dig tid til at være parat til en anden hest. For lige nu kan det vist kun gå galt. Glæd dig over at en anden står med hovedpinerne, regningerne og staldlejen. Du skal bare komme og ride, nusse, oversnotforkæle (og opdrage) og muge lidt. Alt det sjove og intet af det dyre (udover halvpartsregningen). Det er sgu da lidt fedt, ikk?

KNUS!!!!!

[FruTusse]

Det gør mig oprigtigt ondt for dig at du har måttet sige farvel til Rumle.
Det er aldrig let at må sige farvel til sin bedste ven.

Jeg var sidst hesteløs i 1999, hvor jeg mistede min hoppe i foråret efter et grimt sygdomsforløb igennem 5 uger, og jeg ville bestemt ikke have hest igen.
Red lidt på en PRE'er som jeg også havde lidt forinden, og derefter på et par andre som gode ridevenner velvilligt stillede til min rådighed nogle gange om ugen, men jeg kunne slet ikke finde glæde ved det, og endte faktisk med at holde lidt fri fra ridningen i en meget kort periode hen over den sommer.
Og da jeg mødte Nitouche var det kun for at tage hende ind i tilridning og lære hende den basale grundridning. Hun var jo dels i fol og dels skulle jeg OVERHOVEDET ikke være hesteejer igen!

Men det skulle vise sig at Nitouche bare var og er min heste-soulmate, hun er HESTEN i min ridekarriere, og jeg endte selvfølgelig med at købe hende i påsken 2001.
Jeg har for længe siden besluttet at min ridekarriere slutter den dag Nitouche ikke kan være her mere, for jeg kan simpelthen ikke forestille mig hvordan jeg nogensinde skal kunne finde en hest efter hende.......Og jeg gruer for når den dag kommer......

Om det kommer til at holde ved jeg ikke, for jeg har i grunden også meget svært ved at forestille mig et hesteløst liv, men jeg ved helt sikkert at jeg aldrig vil kunne trives med at have part på en andens hest. Been there, done that, never again!
Men det er jo bare mig der ikke kan trives med det.

Tag du dig den tid du har brug for til at mærke godt og grundigt efter indeni, og brug den tid du har behov for til at komme dig over Rumle, og kan du forlige dig med parthesten, så er det det du gør lige nu indtil du ved om du skal/vil have egen hest igen.
Lige nu er savnet stort og det gør ondt, og så er man nok ikke helt rationelt tænkende, for man savner bare så meget sin bedste ven.
Og nogen har det bare sådan at de bare må ud at finde ny hest som erstatning med det samme, mens andre har brug for at lade det synke lidt ind at hesten ikke er her mere.
Det er så individuelt, og derfor også svært at råde rigtigt.

Stort trøstekram fra mig

[vicky02]

Tusind tak for alle jeres svar. De er guld værd!

Igår ramte jeg så "jeg gider slet ikke hest mere" muren. Den holder nok kun et par dage, men hvorfor skulle jeg ride, når Rumlen ikke er der mere??

For dem som tror på det mere alternative, så snakkede jeg med en clairvoyant den anden dag, og hun sagde Rumle er kommet over regnbuebroen, og er mig taknemmelig. Men savner mig utrolig meget.

Egentlig har jeg både været lidt åben overfor det, men også skeptisk.
Men hende her, kunne referere ting, lidt for "præcist", som ingen ved, udover mig selv (ellers hvis nogen har observeret os når vi har været alene i stalden).

[CXEC]

Årh, jeg har ikke rigtig vidst hvad jeg skulle skrive. Hård beslutning, men den rette.

Det må bare være det ALLER værste i verden at skulle sige farvel til ens elskede ven!

Xenia har lovet mig at hun bliver 60 år, tror jeg nok. Jeg ved slet ikke hvad jeg gør den dag hun ikke er mere....helt ærligt. Men hun er også rask og frisk.

Jeg har ikke noget råd at komme med, for de lader til at være kommet allerede alle sammen... Tag din tid. Føler du fordet så kig annoncer igennem. Ellers lad det ligge.

Mht. det med den klartseende: nogen gange skal vi måske acceptere at der er mere mellem himmel og jord end hvad der man måles og vejes?

Pas på dig selv. Pas på din familie.