Jeg mistede i fredags min højt elskede smukke og dejlige Charmy-mis
Han fik en tilsyneladende harmløs forkølelse, som han havde præcis magen til i marts sidste år, men da dyrlægen ikke ville udskrive det antibiotika som hjalp ham sidst gik han fra foder og vand efter nogle dage. Han blev indlagt i væske- og antibiotikabehandling i 2 døgn og blev sendt hjem igen, på trods af at han på daværende tidspunkt endnu ikke spiste og drak selv, men han havde det helt tydeligt bedre og skulle fortsætte på antibiotika i 12 dage.
Han kom hjem torsdag d. 24. maj, spiste selv noget tørfoder lørdag morgen og derudover måtte jeg tvangsfodre ham med moset vådfoder og vand.
Det måtte jeg også gøre sidste år, for når katte er tilstoppede i næsen og ikke kan lugte, så spiser de ganske enkelt ikke, og sidste år gik der en 4-5 dage og så begyndte han selv at spise da forkølelsen lettede.
Men han ville stadig ikke selv spise, virkede interesseret nok men som om han fik kvalme ved at lugte til sin mad, så onsdag fik jeg noget kvalmestillende hos dyrlægen, og da den udleverede antibiotika kan give kvalme anbefalede dyrlægen mig at stoppe med denne allerede om tirsdagen, da Charmy faktisk lød ret okay og ikke tilstoppet af snot.
Men kvalmestillende hjalp ikke bare sådan lige med det samme, og torsdag var han bare så skidt og afkræftet at jeg ringede rundt til vagtdyrlæge men måtte opgive og vente til næste morgen da vagtdyrlægen lå i Birkerød, og jeg har ikke bil.
Min sædvanlige dyrlæge kunne ikke tage Charmy ind i væskebehandling om fredagen da de ikke har kapacitet til at have dyr indlagt i weekenden så de henviste mig til Københavns Dyrehospital.
Her kom jeg med Charmy omkring kl. 11, og ved undersøgelsen af Charmy mente dyrlægen at det lød som om han havde noget væske omkring lungerne. Det skulle undersøges med røntgen og jeg tog tilbage på jobbet og afventede en opringning.
Det viste sig at lille Charmy desværre havde ret meget væske omkring lungerne og ved nye røntgenbilleder lidt senere på dagen kunne dyrlægen se en masse i brysthulen (tror jeg at det var) som hun mente var en tumor. Denne tumor mente hun havde presset på og var årsag til udsivning af væske omkring lungerne.
Jeg fik at vide at der intet var at gøre og at Charmy var bedst tjent med at få fred, men at han sagtens kunne vente og ligge i væskedrop til jeg kom senere.
Måtte så lige vente på min ene veninde der havde været så sød at køre os derind inden hun mødte på job i en fritidsklub, og som ville køre med derind igen lidt senere for at sige farvel til Charmy.
Så jeg var derinde igen lidt over kl. 18 og fik pga heftig skadestueaktivitet god tid til at sidde hos Charmy og få sagt ordentligt farvel, men hold da helt op hvor var det svært og hårdt.
Min lille misser lå og kiggede på mig med sine blå, blå øjne og var tydeligt glad for at se mig, men han var virkelig rigtig skidt.
Han lå og puttede med hovedet på en pote da han fik sin overdosis bedøvelse, lige så stille og forsigtigt, og så i grunden ikke spor død ud da det var ovre. Sad hos ham i en 15-20 min og nussede hans fine hvide lækre pels og fik sagt mere farvel.
Hold kæft det var hårdt at skulle gå fra ham....
......og nu tuder jeg igen
Her er så ufattelig tomt, selvom jeg har både Chilli og Oscar, for Charmy var en lille mis med så stort et hjerte og personlighed at han fyldte rigtig, rigtig meget, på den gode, kærlige og søde måde, og han har altid haft en ganske særlig stor og nær plads i mit hjerte.
Jeg savner ham helt ubeskriveligt meget, kan ligesom slet ikke give slip, og jeg har så uendelig svært ved at forstå at det kunne gå så stærkt og at han ikke er her mere
Jeg synes faktisk lige i øjeblikket at verden er ualmindelig uretfærdig.
Hvad fanden hjælper det at det endelig er lykkedes at få job når alt andet så ramler i stedet for?!
Jeg har valgt at få Charmy kremeret, selvom jeg overhovedet ikke har råd lige nu, for jeg har brug for at have ham hos mig, og når nu jeg ikke har en egen have at kunne begrave ham i, så må det være sådan.
Jeg vil så have lavet et lille smykke i form af en glasperle hvor en lille smule af Charmy's aske bliver pustet ind i, og lægger sig inde i glasperlen som små hvide skyer. Så det hos dyrlægen men også her:
http://www.mindeperlen.dk/Default.aspx?ID=32Jeg har simpelthen brug for at have en form for håndgribeligt minde om Charmy og dette må være det nærmeste jeg kan komme det.
Jeg skal ikke have en kat mere igen, Oscar må simpelthen lære at affinde sig med at være alenekat, selvom han faktisk virker som om han savner Charmy. Jeg har i dag taget mig sammen til at bære transportkassen ud på sin plads i skuret og det håndklæde Charmy havde med i denne har Oscar ligget på hele aftenen.
De sidste par nætter har han tilbagt inde i Charmy's yndlingshule. Han plejer ellers altid at sove i sengen, og helst oveni mig, så jeg tror faktisk at han savner......
Det er sgu' hårdt dette her, og kommer til at tage tid.
Der har været for mange smertelige tab de seneste 2 1/4 år og det tærer godt nok på sjælen
Tilbage i b
Får sympati smerter. 
