Tvangstråd: Identitet

[MinnaN]

Jeg ved ikke... Har jeg en mental checkliste over hvem jeg er?? Ah, har måske mere en checkliste over hvem jeg IKKE er. Der er så mange sider af mig, som gør mig til et hele. Lidt ligesom de der billeder som er lavet af mange billeder af forskellige mennesker. Sådan har jeg det. Jeg er ikke kun en side, men mange, som gør at jeg er mig. Den mig er lidt mere underlig end gennemsnittet, lidt mere aparte og lidt mere bohemeagtig mht mange ting. Men det er mig på godt og ondt. Så længe jeg er ærlig overfor mig selv og kan se mig selv i øjnene mht hvad jeg laver, så kan andre være ligeglade.

Mht mødregrupper. Jeg har ikke så gode erfaringer med dem. Den første jeg var i, var jeg 21 og der var 4 voksne kvinder der gerne ville fortælle mig at jeg var for ung til at have barn. De snakkede om køkken, mursten, villa, volvo og vovse. Jeg ville bare gerne have min studenterhue og videre som fysiker. Dertil kom at jeg var alene om ældste kid mere eller mindre siden hun kom ud.
2. gang var surrealistisk samme oplevelse, så det stoppede ret hurtigt. Jeg ville hellere til forelæsninger på uni og lære noget.
3. gang gad jeg slet ikke. Det var så også der jeg havde problemer med psyken og sårn.

Fælles for det hele var at jeg følte mig ganske udenfor, fordi det var kornfede kællinger, der havde en ganske bestemt mening om hvor skabet skulle stå henne og sådan noget. Det Ped fortæller kunne sgu lige så godt foregå her på Sjælland.

Der hvor jeg arbejder nu, har jeg en totalt surreal oplevelse af at være 21 igen og Palle alene mht ikke at gide samtalekøkkener, køkkenmaskiner, huse, biler og pensionsopsparinger eller hvad der foregår i Paradise og Amalies Verden. Det føles underligt og de gir ikke plads til mig, men forventer jeg indordner mig under deres... Middelmådighed?? Indskrænkethed? Småborgerlighed?? I dunno, men jeg kan ikke lide det.

[MinnaN]

Jeg ved ikke... Har jeg en mental checkliste over hvem jeg er?? Ah, har måske mere en checkliste over hvem jeg IKKE er. Der er så mange sider af mig, som gør mig til et hele. Lidt ligesom de der billeder som er lavet af mange billeder af forskellige mennesker. Sådan har jeg det. Jeg er ikke kun en side, men mange, som gør at jeg er mig. Den mig er lidt mere underlig end gennemsnittet, lidt mere aparte og lidt mere bohemeagtig mht mange ting. Men det er mig på godt og ondt. Så længe jeg er ærlig overfor mig selv og kan se mig selv i øjnene mht hvad jeg laver, så kan andre være ligeglade.

Mht mødregrupper. Jeg har ikke så gode erfaringer med dem. Den første jeg var i, var jeg 21 og der var 4 voksne kvinder der gerne ville fortælle mig at jeg var for ung til at have barn. De snakkede om køkken, mursten, villa, volvo og vovse. Jeg ville bare gerne have min studenterhue og videre som fysiker. Dertil kom at jeg var alene om ældste kid mere eller mindre siden hun kom ud.
2. gang var surrealistisk samme oplevelse, så det stoppede ret hurtigt. Jeg ville hellere til forelæsninger på uni og lære noget.
3. gang gad jeg slet ikke. Det var så også der jeg havde problemer med psyken og sårn.

Fælles for det hele var at jeg følte mig ganske udenfor, fordi det var kornfede kællinger, der havde en ganske bestemt mening om hvor skabet skulle stå henne og sådan noget. Det Ped fortæller kunne sgu lige så godt foregå her på Sjælland.

Der hvor jeg arbejder nu, har jeg en totalt surreal oplevelse af at være 21 igen og Palle alene mht ikke at gide samtalekøkkener, køkkenmaskiner, huse, biler og pensionsopsparinger eller hvad der foregår i Paradise og Amalies Verden. Det føles underligt og de gir ikke plads til mig, men forventer jeg indordner mig under deres... Middelmådighed?? Indskrænkethed? Småborgerlighed?? I dunno, men jeg kan ikke lide det.

[JulieT]

Ha ha... ja, den dér med at man er alllt for ung til at have et barn, kender jeg flere, der har mødt i mødregruppen og til fødselsforberedelse. Min ene veninde var 22 eller 23, da hun fik sin første, og faderen var tilmed fra Marokko Hold da op, hvor fik hun læst og påskrevet af de damer Jeg var 23 da jeg blev gift (og 21 da jeg blev forlovet) - det var også meget tidligt, sagde alle damerne med to eller tre skilsmisser bag sig, og de må jo være eksperter, om nogen


Julie

[Intunia]

Ha ha... ja, den dér med at man er alllt for ung til at have et barn, kender jeg flere, der har mødt i mødregruppen og til fødselsforberedelse. Min ene veninde var 22 eller 23, da hun fik sin første, og faderen var tilmed fra Marokko Hold da op, hvor fik hun læst og påskrevet af de damer Jeg var 23 da jeg blev gift (og 21 da jeg blev forlovet) - det var også meget tidligt, sagde alle damerne med to eller tre skilsmisser bag sig, og de må jo være eksperter, om nogen
Julie

Det er jo i sig selv, interessant, hvordan de der fælles normer bliver til. Nogen sætter sig ned, og bliver enige med andre, der ligner dem selv, at de har gjort det rigtige.

Min oplevelse med mødregruppe, var kortvarigt. En eller 2 gange blev det til. Men det var egentlig ikke fordi jeg synes at de var specielt forfærdelige, eller bonderøvs agtige. De var faktisk jævnaldrende og søde nok.

Men det var måske overvældende for mig pludselig at skulle integrere mor identiteten.
Selvom jeg faktisk var socialt understimuleret, med en times tur ind at handle, som ugentligt højdepunkt, så havde jeg bare svært ved at åbne op for nye bekendtskaber. Andre mødre og børn interesserede mig ikke, jeg havde nok i min egen lille boble.

[Intunia]

Hold kæft hvor er jeg dog dårlig til at sætte kommaer.