Vi trillede ud af en laang jordvej, ikke uden grund åbenbart, at vejnavnet var Hulvejen, kryds i måsen med huller og pytter den indeholdt. Flag på gårdspladsen, men ingen biler. Indehaveren stod i køkkenet, tyggende på frokosten, men kom glad og storsmilende ud og tog imod. Nedslående at vi var weekendens eneste gæster, og dét søndag over middag. Endnu mere nedslående at, hverken Ditte eller jeg drikker vin, men kun kom for at se melondyrkningen, som åbenbart var en avisand. Vi fik os nu alligevel en hyggelig sludder, og havde nærmest ondt ved at køre igen.
Videre til det næste brug, et økologisk andelskvægbrug. Mange biler, stor flot nyrejst "teltstald" med plads til et hav af køer. Vi blev hilst på, og det var så det
Nå, vi trissede lidt rundt, undrede os over at der stod urørte blomsterdekorationer med hele træer, i små aflukker mellem køerne. Forklaringen bestod nok i, at de var placeret på en måde, så køerne nok kunne kigge men bestemt ikke røre. Den ene langside havde stor åbning ud til det grønne græs og der var fri udgang. Indbydende så det ud, men alligevel haltede "tegningen". Vi vidste jo at der udenfor lå en vej, for det var den vej, vi kom kørende af. Altså var det kun udgang til mudder og søle. Dog skal det siges, at mudderet og sølet var en mellemgang ned til foldene, som køerne græssede på, og der opholdt langt hovedparten af dyrene sig. Men selv bestemme om de ville være på græs eller i stald, det kunne de ikke, for der var lukket af til foldene. Køerne i stalden havde kun mulighed for at gå ud i mellemgangen, eller blive inde. Stalden var delt op med 2/3 spalter og 1/3 liggeareal med dybstrøelse. På staldgangen i midten af stalden, lå til den ene side majsensilage, til den anden side, lignede det faktisk "lortehalm" altså halm med hestemøg i. Det har det jo givetvis ikke været, men det lugtede ligesådan, og det var ikke muligt at komme til at spørge, desværre. Nå vi gik igen, ikke ret meget klogere end da vi kom. I avisen stod jo, at der ville være mulighed for smagsprøver, samt mulighed for at skaffe sig en masse viden omkring økologi. Men ikke en ærlig pjece kunne vi støve op.
Vi opgav den køren på gårdbesøg, og vendte næsen hjemad. Jeg satte Ditte af, og kørte selv hjemad. Men nej, fandme nej, og så for der en djævel i mig. Jeg ville også se den gård, der skulle ligge mod Nr. Nebel. Så jeg vendte bilen og kørte alene dertil. Kiggede lige på avisudklippet, jo, der var åbent til 16, jeg kunne lige nå det. Jeg kom til stedet, ikke en bil, ikke et menneske. Jeg steg alligevel ud, men ville ikke gå ind i stalden, man har vel pli. Trissede over til den anden indkørsel, ingen biler og ingen mennesker. Retur til bilen og mange knap så pæne tanker om økologiske høstmarkeder...
Alligevel nåede en storsmilende kvinde at stoppe mig, kort før jeg satte mig ind i bilen. Der blev undskyldt mange gange, at hun ikke havde set mig med det samme, men kom endelig ind. Jeg fik den helt store rundvisning, snakkede med 4-5 kalve i kalveboksen og nøj hvor de hyggede sig, og nød hinandens selskab. 2 halvstore kattekillinger muntrede sig inde hos kalvene, men havde rig mulighed for at stikke af, når legen blev for morsom. Kalvene boede i en slags skur på siden af kostalden, så frisk luft og græs var der masser af. Dejligt. Køer så jeg ikke en eneste af, for de var på græs men jeg måtte hjertens gerne se hvordan de boede. Bevares... der var spalter, men kun i den mellemgang, hvor køerne gik igennem for at komme til dybstrøelsen. Resten af arealerne var dybstrøelse, og det var pænt. Masser af halm, adskillige rundballer med fint grønt hø stod placeret mange steder. Et areal på omkring 150 m2 var køernes legeplads. Der stod 12-15 rundballer med halm, de fik lov at stange buh og skubbe til. Efterhånden som de gik i stykker, blev halmen fordelt i resten af stalden og nye blev sat ind. Sikken et arbejde, tænkte jeg i mit stille sind, men næppe havde jeg tænkt det, førend svaret kom. Ejendommen brugte overhovedet ikke gylle til markerne, alt kvægmøget blev udbragt som formuldet gødning, for gården var både økologisk og biodynamisk Demetergodkendt. Jeg har garanteret lignet et kæmpe spørgsmålstegn, for nu blev der inviteret ind på kaffe.
Ind i noget der i dagens indretning var omdannet til økologisk cafe, med løg i bundter som dekoration, korn, hjemmelavet brød med "demeter" ost og smør. Kaffen var i al hast blevet lavet og sat frem af ukendte, mens jeg var på rundvisning. Imponerende. Og endnu mere imponerende, da der blev undskyldt med rodet, men cafeen havde været igang siden i morges kl 4.30, hvor de første 20 gæster var landet, for at hente køer på marken, der skulle hjem til morgenmalkning. Der havde været omkring 2000 gæster i weekendens løb, men jeg blev behandlet som var jeg den eneste der overhovedet, var dukket op. Jeg fik fortalt, forklaret, fik fremvist oste, smagsprøver, gærsnak, melsorter og kunsten at dyrke demeterkorn der både kan bruges til kvægfoder og brødmel. Bæredygtighed og alsidighed i et demeterbrug der betragter sig selv, ejendommen, jorden, dyrene og diverse vækster som en helhed. Jeg sad med en fornemmelse af, at jeg reelt ikke turde tænke på et spørgsmål, af frygt for at det kunne læses og jeg skulle altså efterhånden hjem. Jeg havde jo slidt halvanden time op på stedet, maden lavede ikke sig selv, og den stakkels kone måtte da snart være træt af gæster. Det lykkedes mig at få lov at købe lidt smør og et par oste, men jeg idiot, jeg glemte brocchurerne, som lå i stakkevis. Øv altså, for jeg kunne godt tænke mig at læse og lære lidt mere om demeter-tanken og blive lidt klogere.
Som en sidste gestus, på min vej ud kl, 17.30, lykkedes det næsten Anne (værtinden) at stille sig op ad døren, i et forsøg på at skjule det skilt ind til cafeen, hvor der stod "åbent fra kl. 04.30 til 13.00. Fååårk, jeg er imponeret af sådan et menneske. (til min undskyldning skal siges, at vi kom ind til cafeen, fra modsat side).
Jeg kørte hjem, spækket med indtryk og Ditte kom kort tid efter, og serverede en velfortjent skideballe over, at jeg alligevel var kørt til det sted uden hende, for hun ville gerne have delt oplevelsen med mig. Forståeligt, og jeg må ringe ud til Anne og høre om vi må kigge ud en anden dag. Jeg kan ihvertfald hurtigt rende tør for den herlige ost, jeg købte derude
Synd for Ditte at hun ikke oplevede det sidste sted... i må afsted igen