Væsenerne blev ofte redet af andre væsener der var betydelig mere interessante, men det er en helt anden snak som egentlig ikke kommer denne historie ved. Hvad der undrede mig mest var, at ofte blev væsenerne redet i noget der mindede om en kæmpe sandkasse. Rundt og rundt gik det under megen koncentration som jeg aldrig helt forstod formålet med. Nogle gange blev der også sat forhindringer op som væsenerne skulle springe over. Selvfølgelige vidste jeg godt at væsenerne gik under betegnelsen heste, men derudover var min viden lig nul.
Det ændrede sig radikalt da jeg en sommerdag fik øje på en pige i Vigelandsparken i Oslo. Det var en af de sommerdage hvor parken var proppet af byens indbyggere der var ude for at lufte sig i det gode vejr. Jeg må lige indskyde, at fra naturens side er jeg forsynet med et fremragende syn, så jeg fik selvfølgelig øjeblikkeligt øje på hende. Det var nu ikke så sært, for hun er forbandet køn. Det blev begyndelsen til et helt nyt kapitel i mit liv.
Den kønne pige viste sig at være både klog, charmerende og sjov, og det er næsten det værste en sagesløs jæger kan blive udsat for. Hvad der egentlig skete står mig noget tåget, for jeg pådrog mig samtidig en mystisk lidelse der gav sig udslag i at jeg glemte alt om patroner, krikænder og mosehuller - selv så vigtig en begivenhed som bukkejagten var pist væk i min erindring når hun var i nærheden.
Ikke alene fik jeg akut hukommelsestab. Lidelsen bevirkede også at jeg havde en voldsom lyst til at være sammen med hende så meget som muligt. Det blev så slemt at vi senere flyttede sammen og er siden blevet gift. Snart efter lagde jeg mærke til hun havde en sær interesse for disse mærkelige omtalte væsener, men ellers sagde hun ikke så meget. Jeg foreslog det måske var en ide at anskaffe et eksemplar, for jeg kunne godt se hun havde lange øjne til dem. Underligt nok skulle hun lige tænke over sagen, men inden længe gik jagten ind på at finde et passende eksemplar. Det fandt vi så endeligt, men her begik jeg en alvorlig fejltagelse:
Jeg skulle selvfølgelig havde ofret en tusse mere og fået hjernen med. Kæresten sagde grinende at jeg skulle lade være med at være så tumpet, for det var faktisk en sød hest og for øvrigt var den på alle måder sund og rask og helt normal - hun er et meget rummeligt menneske. Som sagt begyndte et nyt kapitel i mit liv. Det føg med udtryk som jeg ikke engang kunne gætte betydningen af. Tilværelsens faste holdepunkter som sweiss, trangboring og kalibrer kunne ikke bruges til en hujende fis. Jeg følte mig som en stenaldermand i et rumfartscenter. Til gengæld lærte jeg at gøre nytte som staldkarl, og underligt nok har væsenet vist sig trods alt at have nogle få brugbare hjerneceller. Den kommer som regel når jeg kalder - hvis den har lyst. Den flytter sig som regel også når jeg skal til i boksen - hvis den har lyst. Endelig står den som regel også stille når den skal have den helt store tur med striglen - hvis den har lyst.
Efter vi flyttede og har fået plads i rigelig mængder, betragter jeg ofte fruen når det går i det høje gear. Hun er så fin og let. Alligevel styrer hun ridedyret med stor elegance og sikkerhed. Det beundrer jeg meget. Særligt efter at hun har født to herlige drenge, sidder jeg ofte i højdedragene med hunden og undre mig over hvor hurtigt hun er tilbage i sin gamle smidige form mens jeg iagttager hendes koncentrerede arbejde med hesten.
Når jeg printer mig bevægelserne på nethinden, virker det som om hest og rytter er én organisme hvor alle bevægelser er nøje afpasset hinanden. Muskulaturen der arbejder i hestens krop. Rytterens smidige korrektioner med kroppen - det hele går op i en højere enhed. Jeg har stadig ikke forstand på ridesport, men jeg nyder de på en gang elegante og kraftfulde bevægelser.
Når jeg betragter fruen, ser jeg det samme udtryk i hendes ansigt som jeg ser hos jægere før jagtsæsonens start. Både fruen og væsenet er faldet godt til her og stortrives. Hun er blevet en ægte les Nanais. Derimod påstår hunden hårdnakket man ikke kan have tillid til et væsen der æder hø. Det har jeg forklaret den utallige gange at det er noget vrøvl, men den går bare hovedrystende bort, mens den mumler noget med at jeg må have slået hovedet.
… jeg tror jeg begynder at forstå.
