Alkoholikerens datter

[Skjold (Tidl. SL)]

Alkoholikerens datter – det er mig. Det er – bland andet – mig, hvis fødselsdagslys i øjnene blev slukket med den alkohol, det åbenbart var vigtigere. Men jeg er også så meget andet.

Jeg kan egentlig ikke fortælle en specielt bemærkelsesværdig historie, men alligevel en historie, jeg godt ved adskiller sig fra mange andres på visse punkter. Alle har lig i rygsækken, og det er der ikke noget unormalt i. Ens liv er, hvad man gør det til. De første 22 år af mit liv er en historie om svigt, frygt og angsten for ikke at slå til og aldrig være eller blive god nok. Jeg er i dag 23 ½ år gammel. De seneste halvandet år er en historie om at sluge store kameler, men også en historie om at dukke op til overfladen, og opdage, at både en selv og verden har positive ting at byde på.

Det meste af mit liv har været en løgn – mest overfor mig selv. Jeg har løjet overfor mig selv al den tid jeg kan huske tilbage. Jeg har forsøgt at beskytte mig selv, for ikke at bryde sammen. Opbygget en mur, mere solid end de fleste. Men selv den tykkeste mur kan åbenbart krakelere, når mængden og vægten af de ting, der er gemt væk bag den, bliver for stor. I flere år troede jeg ikke det ville ske. Jeg troede, at det der var bag muren, ville blive der.
Men muren væltede med et brag i efteråret 2009, og det er det bedste, der nogensinde er sket for mig.

Jeg bryder mig ikke om, at folk har ondt af mig, for dét kan alligevel ikke ændre på ting, der er sket, eller ændre på de ting, jeg tænker. Mit mål med det her indlæg er derfor ikke, at I skal have ih-og-åh så ondt af mig. Jeg ved faktisk ikke helt hvad målet er – måske at øve mig i, at fortælle min historie. En historie, det ganske sikkert fremstår noget rodet og i brudstykker.
Det er et svært emne for mig – men hvis ikke jeg takler det, så bliver det ved med at være svært.

”Min far er alkoholiker”. Simple ord, en simpel sætning. En sætning, jeg sagde højt for første gang, da år 2007 kun var få timer gammelt. Ordene blev sagt til en venindes mor, over den sidste flaske champagne den morgen. Jeg havde fejret nytåret sammen med veninden og dennes familie, og i disse tidlige morgentimer var alle andre, undtagen venindens mor og jeg for længst gået i seng. Jeg burde være gået hjem flere timer tidligere, men jeg var fuld, meget fuld. Vi havde efterhånden fået vendt hele verdenssituationen og var nået til livets ynkeligheder. Så røg det ud, uden at det egentlig var planlagt, og min venindes mor var således den første, der fik en bid af min beretning om livet, som barn af en alkoholmisbruger.

Min far har været alkoholiker hele mit liv. Ædru fra 2000 til engang i 2006 og igen fra 2009 og forhåbentlig resten af hans tilværelse.
Jeg var 13 år gammel, da jeg pludselig fik en far. Jeg troede, at lykken ville vare evigt – det var jeg overbevist om, men da jeg var 18 år gammel, måtte jeg indse, at det hele kun havde været lånt. Jeg er taknemmelig for de gode år vi fik, og jeg forstår ikke, hvorfor man efter over fem år som ædru vælger at hoppe af vandvognen igen. Jeg tror aldrig jeg lærer at forstå det, og jeg er egentlig heller ikke sikker på, at jeg er villig til at forstå. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan vælge lykke på flaske, frem for den ægte.

Jeg kan ikke huske så meget fra min tidlige barndom, men jeg kan huske at jeg på et tidspunkt i mine første skoleår kunne se, at min familie ikke var som de andre børns, og derfor holdt jeg op med at tage veninder med hjem fra skole. Jeg var dengang ikke bevist om årsagen, men jeg kan huske, at det var pinligt, at vi skulle være stille klokken to om eftermiddagen, fordi ”far havde været på arbejde og var træt og skulle sove”. I virkeligheden var far taget af sted om morgenen for at arbejde, men havde glemt det på vejen, og var allerede tidligt på dagen ikke i stand til at sanse, hvad han selv foretog sig. Det gentog sig så godt som hver dag, men der var perioder der var værre end andre.

Jeg ved den dag i dag stadig ikke, om min skole, lærere, skolekammerater og deres familier vidste, hvordan det stod til i vores hjem. Jeg tror det ikke, for det er aldrig noget jeg har hørt nogen nævne, men et eller andet sted kan jeg heller ikke forstå, hvis der ikke er nogen, det har haft mistanke til noget. Nogen må jo have mødt min far en gang eller to på vej hjem, i en sytten hestes brandert.

Udadtil var jeg en del af en velfungerende familie, hvor børnene kom pæne og rene i skole og hvor der var styr på lektielæsningen og madpakkerne. I virkeligheden, var det nok også det eneste, der var styr på.
Jeg sagde aldrig noget om, hvordan det hele var, og hvis nogen kom for tæt på, sneg jeg mig udenom. Børn af alkoholikere er verdens bedste løgnere. Det er en løbebane, jeg har været på så længe jeg kan huske: at snige sig udenom og være afvigende, så snart nogen kommer tæt nok på.

Første gang, jeg for alvor tænkte på min far som alkoholiker, var den første jul i hans ædru periode, hvilket vil sige, at min far havde været ædru i et års tid. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke tidligere kunne indse at det var alkoholen, der var skyld i, at familien var dybt dysfunktionel.
Det var ikke noget vi snakkede om i familien. Vi har faktisk aldrig rigtig snakket om det. Det er en del af min families handicap. Jeg er vokset op med den tro, at hvis man ignorerer noget længe nok, så går det nok væk. I virkeligheden er det bare en måde at humpe gennem livet på.

Da jeg nåede den alder, hvor man som ung selv begynder at afprøve det der med alkohol, fik jeg det for alvor svært. Jeg havde i virkeligheden slet ikke lyst til at drikke noget som helst – men jeg lå under for gruppepres og gjorde som alle de andre. Jeg kunne ikke klare lugten af øl, den fik mig til at huske. Og til at drikke endnu mere. På sin vis kunne jeg godt lide at være påvirket, og slippe kontrollen. På den anden siden var jeg enormt bange for at miste kontrol. Jeg fandt flere gange mig selv i en nærmest panisk angst for selv at blive misbruger. At blive som min far, og udsætte andre mennesker for den angst og frygt, jeg selv har oplevet. Jeg kunne ikke skelne mellem mine jævnaldrenes festlige humør og den sørgelige misbruger, jeg var vokset op med.

Jeg kan huske, at jeg havde nogle meget blandede og fremmede følelser, da jeg for første gang i mit hoved kaldte min far for alkoholiker. Min far var jo ædru, og jeg troede virkelig på at det skulle være sådan resten af livet. Jeg troede på det. Jeg var stolt af min far – stolt af, at han ikke længere lå under for Kong Alkohol. Men jeg sagde det aldrig højt. På det tidspunkt faldt det mig slet ikke ind, at min far kunne begynde at drikke igen, og derfor prøvede jeg på at glemme. Men man glemmer ikke de svigt, man har været udsat for som barn.

Da jeg var 18 år gammel skete det. Det var enormt svært at indse, for jeg troede virkelig på, at det var et overstået kapitel. Jeg troede virkelig på det. Jeg har troet på det én gang for meget, og kommer aldrig til at tro på det igen. I starten var det bare en fornemmelse af, at han ikke var helt ædru. Ikke på nogen måde sanseligt beruset, men bare en anelse. Lugten ramte mig som noget af det første – at det var sådan han altid lugtede, da jeg var lille. Lugten af gammel alkohol er den lugt, jeg forbinder med min far. Sådan vil det altid være. Stanken er noget af det værste jeg ved. Jeg kan huske, at jeg som yngre straks kunne lugte om det var en god eller dårlig dag, hvis min far var hjemme når jeg kom fra skole.

Min historie som barn af en alkoholiker er ikke slem, i forhold til den historie, nogle andre kan fortælle. Jeg kan jo ikke fortælle den typiske ”barn-af-alkoholikeren-på-bænken”-historie. Jeg har kun få gange set min far hænge ud med slænget af ynkelige eksistenser. Jeg har haft det nemt, i forhold til børn, der gang på gang har måttet se på en eller to forældre sidde og drikke hjemme i dagligstuen. Jeg har haft det nemt, i forhold til de børn, der har måttet passe både yngre søskende, tøjvask og madlavning, fra de ikke var særlig gamle. Jeg har haft det nemt, i forhold til de børn, hvis fornemste opgave var at rydde far og mors tomme flasker ud, og komme med nye forsyninger. Jeg har haft det nemt, i forhold til børn, der gang på gang har måttet hente far eller mor – eller måske dem begge – på den lokale kro. De børn, findes der forhåbentlig ikke mange af. Det er heldigvis ting, jeg aldrig rigtig har været rigtig udsat for, men jeg kan huske at jeg engang som barn tilfældigt kiggede ind af døren til den lokale pub da jeg var ude og handle med min mor. Jeg så min far derinde, men jeg sagde ikke noget.

I virkeligheden er jeg jo et meget heldigt barn af en alkoholiker. Min fars sygdom har aldrig været skyld i, at jeg har manglet noget materielt som barn. Vist voksede jeg op i en arbejderfamilie bosat i et socialt belastet betonbyggeriområde, hvor pengene ikke hang på træerne, men jeg manglede ikke noget. Der var ikke råd til de dyreste mærkevarer og det nyeste nye, men jeg har aldrig helt måttet undvære.
Jeg var et meget skærmet barn af en alkoholiker: som barn så jeg aldrig min far drikke alkohol. Det foregik ikke i hjemmet, og hjemmet var derfor på sin vis en tryg zone. Der blev far ikke mere fuld. Og dog, gemmesteder findes jo.

Da jeg var yngre, bildte jeg mig selv ind, at hvis jeg forsøgte at være så nemt et barn som muligt, ville alt blive godt. Men ligegyldigt hvad jeg gjorde, blev det ikke bedre. Ligegyldigt hvor meget jeg forsøgte, blev jeg gang på gang pillet ned. Det var min far godt til: at pille glade mennesker ned.

Som sagt er min far nu ædru igen, og jeg håber at det forbliver sådan. For hans skyld. Men jeg tvivler, og det er jeg ked af at måtte indrømme. Hvorfor skulle det gå den her gang?

Det var i forbindelse med at han min far blev ædru, at det hele væltede for mig. Det hele var simpelthen blevet for meget. Jeg kunne godt selv se, at jeg havde brug for hjælp. Det havde jeg haft i mange år, men jeg har enormt svært ved at bede andre mennesker om hjælp. Jeg vil gerne klare tingene selv. Jeg indså dog, at jeg ikke kunne takle tingene selv, den nat jeg tog mig selv i at overveje, hvordan man nemmest kommer herfra. Jeg kunne godt se, at min måde at tænke på var helt gal. Jeg er ked af, at jeg skulle derud, før jeg kunne finde ud af at bede om hjælp. Jeg ræsede derudaf uden at tage notits af de blinkende og lysende lamper, som der bare blev flere og flere af. Mere og mere insisterende og irriterende lysende og blinkende lamper. Klokkerne burde have ringet meget før. Bådee for mig selv, men også for min omgangskreds. Når jeg nu tænker tilbage, var det lidt som om jeg hang på en klippeafsats og klamrede mig fast med neglene. Til sidst faldt jeg ned og endte i grøften.

Heldigvis fik jeg hjælp. Rigtig hjælp. Hjælp med kvalitet – ikke bare ynk.

Det var – og er – ikke sjovt at måtte vende vrangen ud på sig selv. Vende vrangen ud overfor sig selv. Men det var nødvendigt.

Jeg måtte stykke for stykke samle stumperne op, og forsøge at få dem til at danne et helt billede. Jeg kæmper stadig med at finde de sidste brikker og få dem til at passe ind. Men det haster ikke. Puslespillet er ikke blevet samlet, så det ser ud, som det gjorde engang: det forestiller nu et helt nyt billede. En ny person. Et nyt selvbillede.

Jeg vil ikke være personen på det gamle puslespil igen. Jeg vil ikke være den person, der behandlede sig selv på en sådan måde og med efterhånden så lidt selvrespekt, at der ikke kunne ske andet, end at personen knækkede. Jeg vil ikke være den person igen, der lader sig selv blive pisset op og ned af ryggen gang på gang. Hvis man ligger sig ned på jorden foran folk, så må man forvente at de bruger en til at tørre fødderne af i, når de tramper hen over en. Den person vil jeg ikke være igen.
Jeg vil gerne være et helt menneske. Og det er en daglig kamp, men jeg har det godt med processen.

Især det sidste år har været hårdt, og jeg har slugt mange kameler. Jeg har måttet lære at se mig selv som svag, og jeg har lært at acceptere, at jeg er psykisk sårbar.
Jeg har gjort op med mig selv, at jeg kun kan have en overfladisk kontakt til min nærmeste familie, for at beskytte mig selv. Jeg vil min familie det bedste, men jeg vil endnu mere mig selv det bedste, og derfor ser jeg dem nu kun sjældent, hvilket giver mig en enorm ro. Det giver mig en enorm ro, at jeg ikke skal forsøge at kontrollere og holde øje med min familie. Det står lysende klart for mig, at hvis jeg en dag får kendskab til, at min far har rørt alkohol igen, så må han forsvinde helt og aldeles ud af mit liv, for jeg hverken kan eller vil være en del af det igen – det er nok min sværeste beslutning, men også den jeg har det bedst med.

Vigtigst af alt, har jeg gjort op med billedet af mig selv som alkoholikerens datter. Jeg ER alkoholikerens datter, og det vil altid sidde i mig – men jeg er også så meget mere. Jeg har også ting at byde på, og det var stort for mig at opleve, at der stod nogen udenfor min egen lille osteklokke og ville MIG. Omverdenen vil mig, og jeg vil omverdenen.

Jeg har opdaget, at der er så meget andet i verden, end den lille firkant, jeg er vokset op i. Der er så meget jeg gerne vil og der er så meget jeg KAN.

Jeg vil fremtiden! Jeg tror, at der er nogle ting der er forudbestemte, at vi ikke kan bestemme alt selv. En decideret forudbestemt skæbne tror jeg ikke på – jeg tror, at vi selv kan forme vores liv, dog indenfor en eller anden ramme der ligger fast. Jeg håber, at min ramme er større, end et ynkeligt liv som alkoholiker – det skal den være, for jeg er uhyggeligt bange for at historien gentager sig – også selvom jeg har tænkt mig at kæmpe imod med næb og kløer.
Jeg vil ikke være sådan. Det skal ikke være en del af mig.
På den anden side er jeg sikker på – og har troen på – at en god fremtid venter. En fri fremtid. En fremtid uden fortiden.

Jeg ønsker mig et langt og lykkeligt liv med tryghed og kærlighed. Og jeg tror på, at jeg kan skabe det. Lykken ligger ikke i ting der kan måles og vejes og sammenlignes med andres, lykke er individuelt.

[HHansen]

Jeg ønsker mig et langt og lykkeligt liv med tryghed og kærlighed. Og jeg tror på, at jeg kan skabe det. Lykken ligger ikke i ting der kan måles og vejes og sammenlignes med andres, lykke er individuelt.

Dét tror jeg også på kan lykkes for dig. Du lyder til at være godt på vej.

Jeg har en lignende historie jeg kunne fortælle hvis jeg ville - det var bare min mor der var alkoholikeren.
I dag er jeg nået dertil hvor jeg har erkendt at hun ikke gjorde noget af ond vilje, faktisk prøvede hun så godt hun kunne at være mor. Hun var bare elendig til det pga alkoholen. Det har jeg tilgivet hende - desværre først efter hun døde.
Jeg er også nået dertil hvor jeg har bestemt at andres alkoholvaner og forbrug IKKE er mit ansvar/skyld. Det må de selv styre, jeg kan styre mit forbrug. Jeg bliver aldrig alkoholiker, og det er jeg lykkelig for. Det er et skrækkeligt liv.

[aribeth]

det er virkelig en stærk historie du fortæller SL!



Må jeg spørge om hvad det er for noget hjælp du konkret har fået?

[Skjold (Tidl. SL)]

I dag er jeg nået dertil hvor jeg har erkendt at hun ikke gjorde noget af ond vilje, faktisk prøvede hun så godt hun kunne at være mor. Hun var bare elendig til det pga alkoholen. Det har jeg tilgivet hende - desværre først efter hun døde.

Jeg tror ikke at nogen er en dårlig forælder med vilje. Jeg er ikke nået dertil, hvor jeg kan tilgive - og ved heller ikke, om jeg nogensinde kommer dertil. Jeg har accepteret situationen, og det er lige nu nok for mig.
Jeg kan lige nu hverken tilgive min far eller min mor - de burde ikke have sat børn i verden. Min far var alkoholiker allerede inden jeg blev født, og med dén last, mener jeg man bør vælge børn fra. De valgte dem til, og det kan jeg ikke tilgive. Desuden kan jeg ikke tilgive, at min mor ikke for over 20 år siden tog sine børn og skabte en tryggere tilværelse. Desværre er jeg ikke sikker på, at en tilværelse uden en far nødvendigvis havde været meget bedre.
Accept, men ikke tilgivelse herfra.

Må jeg spørge om hvad det er for noget hjælp du konkret har fået?

Jeg har en rigtig god læge, der heldigvis tog situationen seriøst, og hjalp mig videre til en psykolog.
I samme omgang udskrev han både antidrepressiva og benzodiazepin. Jeg lider desværre også af angst, som var eskaleret voldsomt og også var mundet ud i nogle tvangstanker og -handlinger.
Mange har et negativt syn på medicinering, hvilket er synd. Medicinsk behandling bør på ingen måde stå alene, men jeg er overbevidst om, at hvis ikke jeg havde fået medicin, havde jeg ikke været her i dag. Jeg tager stadig piller hver dag, og det er også en af de kameler jeg har måttet sluge - "for jeg er ikke sådan en", men uden kan jeg altså ikke fungere. Jeg kan ganske enkelt ikke finde ud af at leve et værdigt liv.

Psykologen hjalp mig meget i første omgang og derigennem blev jeg også en del af en angstgruppe. Min egen læge hjalp mig desuden med at få kontakt til en gruppe for yngre voksne børn af en alkoholiker. Det er nok dét, der har hjulpet mig mest: at møde nogen, det forstår, sådan rigtigt.

Derudover har tankefeltterapi hjulpet mig en anelse, med at tøjle min angst.

Den aller aller vigtigste hjælp jeg har fået, er den hjælp, jeg har fået fra nogle voksne kolleger. Jeg er ikke særlig gammel, og det er en tidlig alder at stå uden noget familiært bagland. De venner, der hang ved gennem de her ting, var jævnaldrende med mig - og face it: unge mennesker på min alder har ikke nok liv bag sig, til at takle de her ting. De var der for mig, ja - men det jeg havde brug for var en mere voksen støtte. Heldigvis trådte disse kolleger til, og der er simpelthen et par stykker jeg skylder alt!
Desuden har jeg en fantastisk chef, som jeg har valgt at være meget åben overfor, og jeg kan få så meget fleksibilitet som jeg har brug for.

erkendelse er svært.

Gu' fanden er det så! ;-)

[CXEC]

GODT gået!

Selverkendelse er hårdt, men så meget federe bagefter og man skal nok minde sig selv om visse ting fortsat på rejsen gennem livet.

Kender du Fucking Perfect? Det er en sang af P!nk, som jeg synes er noget af det aller bedste. Den synger jeg af og til for mig selv, for at minde mig om at jeg er god nok som jeg er.

Made a wrong turn
Once or twice
Dug my way out
Blood and fire
Bad decisions
That's alright
Welcome to my silly life

Mistreated this place
Misunderstood
Miss knowing it's all good
It didn't slow me down.

Mistaking
Always second guessing
Underestimating
Look I'm still around

Pretty, pretty please
Don't you ever, ever feel
Like you're less than
Fucking perfect

Pretty, pretty please
If you ever, ever feel
Like you're nothing
You're fucking perfect to me

You're so mean
When you talk
About yourself, you were wrong
Change the voices in your head

Make them like you instead
So complicated
Look how we all make it
Filled with so much hatred
Such a tired game

It's enough
I've done all I can think of
Chased down all my demons
I've seen you do the same

Oh

Pretty, pretty please
Don't you ever, ever feel
Like you're less than
Fucking perfect


Pretty, pretty please
If you ever, ever feel
Like you're nothing
You're fucking perfect to me

The whole worlds scared
So I swallow the fear
The only thing I should be drinking
Is an ice cold beer

So cool in line
And we try, try, try
But we try too hard
And it's a waste of my time

Done looking for the critics
Cause they're everywhere
They don't like my jeans
They don't get my hair

Exchange ourselves
And we do it all the time
Why do we do that?
Why do I do that?

Why do I do that?

Yeeeeaaaahhh
Oooooooh
Oh baby pretty please

Pretty, pretty please
Don't you ever feel
Like you're less than
Fucking perfect

Pretty, pretty please
If you ever, ever feel
Like you're nothing
You're fucking perfect to me

You're perfect, you're perfect

Pretty, pretty please
If you ever, ever feel
Like you're nothing
You're fucking perfect to me

Hun har skrevet den fordi hun er gravid og ønsker at vise sit barn hvem det end er, at det er okay at være sig selv og ikke altid leve op til alle andres krav og idéer om hvem man skal være.

[99E]

Der er ikke så meget at sige, SL - andet end:
Godt gået.
Bliv ved.

Både med at arbejde med dig selv - og med at turde fortælle om det.

[Godzilla]

Faneme godt gået SL!!!

....og, hvor jeg kender det! Det er hårdt når man bare skal overleve en dag ad gangen, aldrig rigtig leve eller bare være. Den der evige angst og uro som smadrer alt og gør en så uendelig træt! Til sidst kan man bare ikke mere og hele lortet braser sammen. Den med at hænge i neglene ude over afgrunden har jeg også brugt til at beskrive min lignenede situation.

Det er super godt at høre at du har fået hjælp og støtte, og piller er gode når man har brug for dem.

Jeg håber alt det bedste for dig. At du får et liv som du er tilfreds med. At du kan passe godt på dig selv, det er næsten det mest vigtige og ofte det sværeste.

[FruTusse]

SL det er uden omsvøb rigtig godt gået at du er nået så langt i en omfattende proces!

Jeg synes bestemt at det lyder som om du er på rette vej og spor.

Jeg er også barn af en alkoholiker, men har været så priviligeret, hvis man kan kalde det dét, at jeg ikke har oplevet min far fuld - i alt fald ikke hvad jeg kan huske.
Min mor traf valget at smide min far på porten inden det blev slemt, og fordi hun for gud ved hvilken gang fandt ud af at han bollede ret så kraftigt udenom! Da har jeg været 7-8 år gammel.
De var aldrig gift, så det var jo et eller andet sted "nemt".

Men jeg husker svigtene, alle de gange han havde lovet at komme og hente mig på weekend, men aldrig kom, alle de fødselsdage hvor der ingen gave kom osv., osv.

Min far havde på et tidligt tidspunkt været til en psykologisk evaluering - ved ikke lige i hvilken forbindelse - men min mor blev ret tidligt i min barndom rådet til at flytte fra ham, da man mente at han havde psykopatiske træk, som de dengang kaldte det.
Han var en notorisk løgner og svindler, men samtidig kunne han være en charmerende charlatan så folk faktisk ikke opdagede at han tog røven på dem, incl. hans egen familie.

Senere hen var det sådan at cirka en gang hvert eller hver andet år kom han i tanke om at han da forresten havde to børn(min søster har aldrig som sådan kendt vores far, kun kendt til hans eksistens), og så ringede han gerne til min mor i en ordentlig brandert, helst kl. lort om natten, og klagede sin nød over de elendigheder han havde været og var udsat for. Og kunne slet ikke forstå hvorfor ingen af os ville have noget med ham at gøre.
Min stakkels mor tog jo telefonen for hun troede jo at når den ringede midt om natten kunne der være sket noget med en af os, eller en anden fra familien.
Jeg ved at hun mere end én gang simpelthen har lagt røret på fordi hun simpelthen ikke hverken gad eller orkede at høre på min far, som ingen af os havde kontakt med, og havde ikke haft det i mange år. Ja siden 1974, tror jeg at det har været.

Min far døde af kræft i leveren i 2007(tror jeg nok det var), og det var faktisk en lettelse! Egentlig frygteligt at skulle sige, men det var det virkelig. Jeg har i alle årene haft hemmeligt nummer fordi jeg ikke kunne overskue at min far bare kunne slå mig op i telefonbogen. Min søster havde han skam præsteret at kontakte i en brandert! Men hun var heldigvis blevet så voksen at hun bare afviste ham og lagde røret på.
Min far har for mig været død siden midt 70'erne, for han var der ikke, kom aldrig og gjorde ikke noget for at se sine børn, så jo, det var faktisk en lettelse da han døde rigtigt.

Jeg har helt klart fortrængt en meget stor del af min barndom, og kan faktisk ikke huske ret meget fra dengang, og jeg har ikke haft modet eller overskuddet til at åbne op for den æske, som er så fyldt med fortrængninger og skuffelser. Jeg burde måske men kan simpelthen ikke overskue det.
Slet ikke nu hvor jeg ikke har min mor at støtte mig til i processen.

Det tager jeg godt nok hatten af for at du har kunnet gøre!!
Det er stort og kræver mod og for pokker da hvor er det flot at du har fået taget hul på æsken!

Jeg håber så inderligt at du kommer ud på den anden side, det lyder nu trods alt som om at du er godt på vej, og at du kan få en dejlig og positiv tilværelse. Du har jo et helt liv foran dig og det skulle da gerne blive et godt liv med en masse rare ting i det.
Fantastisk at du har nogle gode kolleger med noget ballast i tilværelsen som kan støtte dig, det er simpelthen guld værd.

Jeg ønsker dig så meget held og lykke i den videre proces og håber på alt det bedste for dig.

[Zippeline]

Stærke beretninger, både fra dig, SL, og andre.

Mine forældre er ikke alkoholikere, men min bror er ludoman, hvorfor cirklen af løgn, bedrag og kærlighed på trods af alt - er meget velkendt for mig.

Jeg mangler stadig at nå dertil, hvor der skal arbejdes med 11 år i et familiemæssigt helvede. Jeg tager hatten af for dig.

[Stimata Doamna]

, SL!

Du sætter mange af de samme ord på, som min veninde gør, når hun taler om sin far, forholdet til ham og de ting, hun har kæmpet med stort set hele sit liv.

Det lyder måske banalt, men ord forløser.