Intuina, når jeg læser om din hoppe, føles det næsten som et deja vú...
Indtil for et par måneder siden havde jeg en på mange måder skøn og meget, meget smuk Frieserhoppe, som jeg elskede meget højt, men som jeg oplevede som en rigtig "umuglius"... hun virkede ikke "stædig" (sætter jeg lige i anførselstegn, for en hest kan faktisk efter min mening ikke være stædig), men var konstant nervøs, tændt og anspændt, når jeg ville lave noget sammen med hende... ja i flere situationer kunne blive direkte voldsom, og til sidst blev jeg rigtig godt gammeldags bange for hende.
Og spørg mig lige, om jeg ikke også følte mig som verdens mest uduelige hestetræner?? Det kan du bide spids på, at jeg gjorde!!! Jeg skiftevis gav mig selv og hesten skylden og var til sidst dybt, dybt frustreret, fordi jeg følte, at uanset hvad jeg prøvede, så havde det så godt som INGEN virkning overhovedet!!!
Ja, faktisk nåede jeg til sidst dertil, hvor jeg blev "gal" på dem, som havde solgt mig hesten, fordi de havde solgt hende som en rolig og nervefast hoppe, hvilket hun jo slet ikke levede op til hos mig! Og jeg var på et tidspunkt så langt ude, at jeg var parat til at køre en retssag for at få hende leveret tilbage og få mine penge retur igen. Det siger lidt om mine frustrationer, ikke???
Nå, men skæbnen ville det så sådan, at den låneplag, jeg havde haft til at gå sammen med min hoppe, blev solgt, og for min hoppe så ikke skulle gå alene, fik jeg lov til at stille hende over til nogle bekendte. Her blev min hoppe en del af en større flok, hvor hun ikke længere - som tidligere - var førerhoppen, men med største glæde indtog en plads længere nede i hierakiet. Og vupti; pludselig skete der noget helt fantastisk med min hoppe!!! Hun blev pludselig rolig, afslappet, harmonisk og utroligt lydhør for mine signaler - det var som at få en helt ny hest!!!
Kun, når jeg tog hende væk fra flokken uden at have en selskabshest med eller befinde mig, så hun kunne se de andre heste på afstand, blev hun frygtelig "ked af det", spændte op og blev ustyrlig igen.
Den konklusion, jeg nåede frem til, var, at det simpelthen har stresset min stakkels perle helt vildt at skulle gå sammen med en unghest og agere førerhoppe. Plus, at hver eneste gang, jeg tog hende for at arbejde med hende derhjemme, så var hun jo alene... og så har det, at jeg til sidst blev nervøs og utryg ved hende, selvfølgelig nok heller ikke ligefrem hjulpet hende!
Det viste sig også - da jeg snakkede med dem, jeg havde købt hoppen af - at hun, så vidt vides, aldrig havde prøvet andet end at gå i en større flok, før hun kom til mig (nu er hun så solgt til et rigtigt ønskehjem, hvor hun kan få alle sine behov opfyldt, og hvor de er super glade for hende).
Og når jeg læser om din hoppe, kunne noget tyde på, at hun måske har det på samme måde?
Hvor meget kender du til hendes fortid? Om hun har været vant til at gå i en stor flok, eller...? Kunne det tænkes, at hun også stresser over at skulle være "dominant"?
Det virker jo, som om også hun har haft stor gavn af at komme på en anden (større?) flok. :)
I hvert fald synes jeg ikke, du skal stemple dig selv om en uduelig træner... hvis du VAR en uduelig træner, ville du jo ikke tænke så meget over tingene og søge hjælp til, hvordan du ændrer din og din hests situation... vel?
Synes, det er SUPER, du får noget hjælp nu - det er bare guld værd med hjælp, hvis man selv føler sig en smule usikker!