Elizabeth den 1. af England

Om stærke kvinder i historien - nogle af dem havde sikkert osse hest....
Post Reply
User avatar
KatieKat
Posts: 8308
Joined: Sun 20. Nov 2005 17:14

Elizabeth den 1. af England

Post by KatieKat »

Selvom kvinderne på ingen måde havde de samme rettigheder som mænd under Elizabeth den 1. så er det påfaldende at lige netop mens hun regerede var Europa fuld af stærke kvinder med magt. Elizabeth i England. Mary Stuart i Skotland, Holland havde en kvindelig regent som jeg dog har glemt navnet på og eftersom den franske konge var mindreårig blev landet mere eller mindre regeret af hans mor.

Elizabeths vej til tronen var en kamp om magt og religion. Katolikker mod protestanter. Havde Elizabeth ikke fået tronen var den blevet besat af Mary Stuart som også havde en dråbe Tudorblod i årene og hun var katolik.
Hendes far, den engelske konge Henry 8. (Ham med alle konerne) ville skilles fra sin første dronning efter ca 20 års ægteskab fordi hun ikke kunne føde ham en søn. Dengang var Englang katolsk og den katolske tro tillod ikke skilsmisse. Først forsøgte kongen at få paven til at erklære hans ægteskab ugyldigt med henvisning til at det stred i mod biblen. Katharina af Aragonien var nemlig først gift med Henrys storebror Arthur som døde kort efter vielsen. Henry og Katharina fik derefter en speciel tilladelse af Paven til at gifte sig fordi Katharinas og Arthurs ægteskab ikke var blevet fuldbyrdet.
Nu ville Henry så ud af sit ægteskab, men Paven ville ikke erklære det ugyldigt. Det har han sandsynligvis ikke turde da Katharina var i nær familie med den spanske konge der på det tidspunkt havde det største kongerige i verden.
Nu skete det så at kongen forelskede sig i en af dronningens hofdamer. Det havde han gjort så tit, men det særlige ved hende her var at hun ikke ville hoppe i kanen med ham før hun havde en ring på fingeren og en krone på hovedet. Henry var forelsket og desperat efter at få en søn og arving. Han havde datteren Mary (Bloody Mary) med sin første dronning, men han ville have en søn.
Han endte med at bryde med paven og den katolske tro. I hvert fald på papiret. For til sin død var Henry mere katolik end protestant og det er også en af grundene til at den engelske kirke den dag i dag virker lidt som en blanding mellem den katolske og protestantiske kirke. Men der var mange fordele ved at bryde med Paven. (Selvom der naturligvis også var ulemper i at bryde med den mest magtfulde mand i verden) Henry var nu selv overhoved af den engelske kirke. Alle kirkeskatter gik nu i hans lommer og alle kirkens rigdomme blev også hans. Landets klostre blev lukket og de kolosale landområder de besad var nu også kongens. Og så havde han frihed til at skille sig af med Katharina og gifte sig med Anne Boleyn og få sin længe ventede søn.
Ægteskabet holdt ikke længe. Annes første barn blev en pige (Elizabeth) og da hun efter det endelig fødte en søn var han dødfødt. Kongens øjne var igen begyndt at vandre. Så nu skulle han af med Anne Boleyn og hans rådgivere fremskaffede lynhurtigt en masse beviser (falske?) på at Anne var kongen utro med en hel række mænd. Der i blandt hendes egen bror. Det blev betragtet som højforræderri da det kunne betyde en arving der ikke var af kongens blod. Og af kom dronning Annes hoved.
Kort efter giftede kongen sig igen med endnu en hofdame ved navn Jane Seymore. Hun var Anne direkte modsætning. Hvor Anne var smuk, charmerende og flirtsk, var Jane dydig og blid. Og ikke nok med det. Hun gav kongen den bedste gave af alle. Hun fødte ham sønnen Edward. Hun døde selv i barselssengen.

Skal vi lige gøre de 6 dronninger færdig nu vi er i gang? Ja, sgu.

Den næste i rækken var Anna af Cleves. Hun var en robust tysk jomfru der ikke talte engelsk og som ikke havde alle de dyder en engelsk dronning skulle have. Og Kongen var ikke glad. 1-2-3 var de skilt og Anna fik et godt ude på landet hvor hun kunne leve i fred og ro og blev fremover tiltalt som Kongens gode Søster.
Efter hende giftede kongen sig med endnu en hofdame. Catherine Howard var kusine til Anne Boleyn og ung og lidenskabelig. Kongen derimod var ved at være en ældre mand og han mente at Catherine holdt ham ung. Hans rose uden torne, kaldte han hende. Kort tid efter blev det afslørret at hun havde en elsker og så måtte hun følge Anne til Tower. Nu ligger hun, et hoved kortere, begravet ved siden af sin lige så hovedløse kusine.
Kongens sidste dronning var også hofdame. Hun hed Catherine Parr og hun havde allerede overlevet to ægtemænd. Hun var ellers på vej til alteret med Jane Seymores bror da kongen fik øje på hende. Før hun vidste af det var kæresten vippet udenlands somdiplomat og Catherine Parr var gift med kongen. Han var nu blevet gammel og tyranisk og ikke en hvis frieri man sådan bare afslog. Han havde et stort så på det ene ben der ikke ville hele (syfilis?) og han var så fed at han blev kørt rundt på slottet i en rullestol.
Catherines rolle var ikke at skaffe en arving med bare at holde kongen med selskab og pleje ham i hans sygdom. Hun var ellers ved at blive upopulær blandt Henrys mænd da hun havde nogen rimelig radikale protestantiske ideer.
Hun overlevede kongen og giftede sig med Seymore. Efter kongens død tog hun sig af hans børn. Hun døde senere i barselsseng.

Det er efter de 6 dronninger at det engelse rim Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived kommer.

Men tilbage til Elizabeth. Hun boede hos Catharine Parr og Seymore mens hendes bror Edward var konge. Han var ung og svagelig og levede ikke længe. Han nåede ikke at blive gift og få en arving selv.

Da han døde var Mary den næste i arvefølgen. Hun indførte lynhurtigt den katolske tro igen og gjorde dermed Elizabeth til et uægte barn igen. Mary var oppe i årene, men hun gjorde sin pligt. Hun giftede sig med den spanske kronprins og gjorde hvad hun kunne for at producere en arving. 2 gange lagde hun sig i barselsseng med en indbildt graviditet.
Samtidig blussede kætterbålene op i England og tusingvis af protestanter blev brændt. Elizabeth blev låst inde i Tower da Mary var bange for ar protestanterne ville gøre oprør og sætte hende på tronen. Men prins Philip af Spanien gik i forbøn for hende og fik til sidst Mary til at udnævne Elizabeth til arving. Det kan måske virke underligt at Philip foretrak Elizabeth, der var protestant, på den engelske trone frem for Mary Stuart som var katolik og den næstnærmeste til tronen. Men det skyldes politiske årsager. Mary Stuarts mor var ud af den magtfulde franske adelsfamilie Guise og hun var vokset op i Frankrig ved det franske hof da hun var forlovet med den franske dauphin (kronprins)
Hvis Mary blev dronning af England ville det ikke vare længe før de havde en fransk konge og så ville det blive en meget stærk fjende for Spanien. Protestant eller ej var Elizabeth i det mindste en forbundsfælle mod Frankrig.
Derfor havnede Elizabeth på tronen og det blev starten på Englands guldtid.

Der er mange gode kilder der fortæller om hvordan Elizabeth var som person.
Elizabeth var en yderst intelligent og veluddannet dame. Hun talte flere sprog flydende og og var velbevandret i mange fag.
Hun var en stærk dame og hun var ikke meget for at lade andre pille ved magten. Når Leicester blev for nævenyttig og begyndte at blande sig i regeringen er hun kendt for, i alles påhør, at bede ham holde nallerne fra hendes Scepter.
Men det har ikke været nemt at være regerende dronning på den tid. En masse mennesker har meget nøje holdt øje med hver eneste bevægelse hun lavede og bare ventet på at hun trådte forkert så de kunne vippe hende af pinden. Derfor blev Elizabeth en mester i at holde folk hen med snak. I de første mange år var der altid en hær af friere i landet. Mægtige mænd fra alle Europas kongeriger. Også de danske og svenske regenter bejlede til den engelske dronning. Men Elizabeth kunne umuligt tage et valg der gjorde alle tilfredse. Hun kunne ikke gifte sig med en udenlandsk fyrste fordi det ville fornærme alle de andre fyrster samt hendes eget folk. (Hendes søster Mary blev hadet af folket fordi hun giftede sig spansk)
Hun kunne heller ikke gifte sig med en engelsk adelsmand fordi de mest magtfulde familier i landet kæmpede om magt og ingen ville lade de andre familier få mere magt. Så uanset hvem hun giftede sig med kunne hun få en krig på halsen.
Ikke nok med det ville hun jo afgive magten til sin mand og hun var slet ikke interesseret i at dele sin magt med nogen.
Derfor var hun (eftersigende) jomfru til sin død. Det betød ikke at hun ikke omgav sig med mænd. Elizabeth var en bemærkelsesværdig dame. En rigtig strigle faktisk. Hun var halvt gudinde og halvt rendestenstøs. Hun kunne være enormt majestætisk, hun kunne charme folk i knæ, hun kunne være svag og vække mænds beskyttertrang, hun kunne være hysterisk og kaste med inventar og hun kunne være den stærkeste der bragte andre mod og håb. Alt det i en lille rødhåret dame.
Hendes livs kærlighed var Robert Dudley, jarlen af Leicester og han har sikkert været den der var tættest på at fange hende i ægteskab. Men der var lige et par detaljer i vejen. For det første var han ud af en slægt fyldt med forrædere og både hans far og hans farfar var blevet henrettet for højforræderi. For det andet var han gift. Hans kone, Amy, boede ikke sammen med sin mand ved hoffet, men havde et hus selv ude på landet. En dag faldt hun under mystiske omstændigheder ned af trapperne i sit hus og brækkede nakken. Straks gik snakken om at Dudley havde fået hende myrdet så vejen var banet til dronningens seng, men der er også en teori om at Elizabeths trofaste statssekretær (Der svarer nogenlunde til nutidens statsminister) Cecil fik hendes myrdet og skød skylden på Dudley for at få han væk fra hoffet. Faktum er i hvert fald at det var en skandale og at alt håb derefter var ude for et ægteskab mellem Dudley og Elizabeth. De var dog meget tætte lige til hans død, på trods af hendes afsindige arrigskab over hans hemmelige ægteskab med hendes kusine og hofdame Lettice. Efter Roberts død var hans stedsøn, Lettices søn, Lord Essex donningens favorit.
På dette tidspunkt var dronningen nærmest blevet en karikatur på sig selv. Hun var langt oppe i årene, men hun omgav sig stadig med unge mænd og forlangte at blive feteret og opvartet som den skønneste jomfru. Hun begyndte at gå med en tyk hvid makeup for at dække nogen ar efter kopper hun havde i ansigtet. Hendes tænder var dårlige fordi hun var en sukkergris. Hun havde altid en lille pose med søde sager hængende i bæltet. Hun begyndte ret tidligt at gå med paryk, men det var moderne dengang, så det var der ikke noget underligt i. Hun holdt dem i røde nuancer ligesom hendes eget hår, men jo ældre hun blev jo mere overdådige blev hendes kjoler og jo rødere blev hendes hår. Til sidst har hun vel nærmest lignet et omvandrene fastelavnsris.

Ellers er Elizabeth kendt for sin ubeslutsomhed, som sikkert mere end en gang har reddet hendes liv. Hun var enormt længe om at underskrive Mary Stuarts dødsdom. Der går flere historier om hvordan den til sidst blev underskrevet. En historie fortæller at den lå gemt mellem en masse andre dokumenter og at hun derfor skrev den under uden at vide det. En anden historie fortæller at hun skrev dødsdommen under og "tabte" den på gulvet. Så var det op til Cecil der kom for at hende papirer at opdage den og tage den med.
Sandheden er nok at at det blev for farligt for Elizabeth at Mary var i live og at hun derfor til slut skrev under og derefter skyndte rådet sig at aflive Mary inden dronningen nåede at skifte mening. Alligevel fik dronningen et raserianfald da hun fandt ud af at henrettelsen havde fundet sted.

Hun var protestant på papiret, men i virkeligheden var hun nok mere eller mindre ateist. Og i hendes regeringstid mistede ingen livet pga deres tro. Selvfølgelig blev der henrettet katolikker, men ikke for kætteri. De blev henrettet for højforræderi hvis de havde plottet at afsætte hende for en katolsk regent.

Sidst, men ikke mindst var Elizabeth en dame der forlangte at have kontrol med alt hvad der foregik i landet. Ingen fra hendes hof måtte gifte sig uden hendes samtykke. Og hun er kendt for at fylde den engelske statskasse og gøre landet rigere end det nogensinde havde været før. Det gjorde hun blandt andet ved stiltiede at bifalde sørøveri, så længe byttet havnede hos hende. De engelske sørøvere plyndrede spanske skibe hvor de fandt dem og rigtig mange spanske rigdomme endte i hænderne på Elizabeth. Det var en af de ting der fik den spanske konge til til slut at angribe England, hvilket var begyndelsen til Englands sejr over den uovervindelige spanske ameda.

Til syvende og sidst var Elizabeth en dronning og et menneske der, uanset hvad hun gjorde og uanset fejl og mangler aldrig mistede sit folks kærlighed.
Don't blame gravity on me.. I voted for velcro!
Post Reply