En god dag at dø

[Lone Beck]

Nu vi er ved de lidt morbide emner, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad I gør for at øge jeres chancer for et langt liv?

Og hvad med et bud på, hvornår livet har været langt nok? Hvornår skal man stoppe med at spise sundt/løbe 10 km om dagen/eller hvad man nu gør for at holde sig i live.

Findes der en god dag at dø?

Jeg forestiller mig, at alle, der har børn, kan blive enige om at det ikke er et succeskriterium at overleve sine børn. En god dag at dø, kunne således være dagen før det første af ens børn stiller træskoene.

Eller vil I gerne leve længere end jeres børn? Jeres partner? Jeres venner? Jeres søskende?

Hvornår er nok nok - når vi snakker om selve livet?

[Anja]

Jøsses Lone, store tanker

Jeg ved ikke om der ligefrem findes en god dag at dø på, det kommer vel altid lidt ubelejligt, lidt ligesom at vente på det rette tidspunkt at slå op med en kæreste.

Jeg har nok flere tanker om hvordan jeg vil dø end hvornår jeg vil dø.

Et godt bud er klart før sine børn, det er ikke rart at overleve sine børn (har jeg hørt), på den anden side siger min stedmor (sygeplejerske) at som oftest klamrer folk sig til livet nu tættere de kommer på døden, man er vist sjældent helt parat.

[Lena]

Hmmm............

Lige nu kan jeg ikke rigtig finde en god dag at dø på.............. Men jeg er sikker på at når jeg "mæt af dage" og således er gammel nok og har oplevet nok, så er det nok lige meget om det er torsdag eller søndag.

Jeg håber da ikke at overleve mine børn........ Statistikken siger jeg overlever min mand, men han har før snydt systemet, så måske ikke.........

Jeg holdt op med at ryge for mange år siden........ Ikke fordi jeg var bange for at dø af det, men mere på grund af det jeg har set mine familiemedlemmer gennemgå af lidelser på grund af rygning....... Så i grunden er jeg nok mere bange for et evt. smertefuldt sygdomsforløb inden døden......... end selve døden.

Hmm......... det er sq tidligt på dagen.........

[BeritH]

En god dag at dø, tja det må være den dag jeg ikke har lyst til at leve længere.

Hvornår det er har jeg ingen anelse om

Og indtil da gør jeg ikke så meget for at forlænge livet, men jeg gør heller ikke rigtig noget for at forkorte det, og da jeg har et forholdsvist velfungerende kadaver, så er det forhåbentlig ikke lige om hjørnet.

BeritH

[Tukær]

En god dag at dø det har jeg ikke tænkt så meget på...

Andet end at jeg nok ikke ønsker at blive for gammel, og det ud fra alle de skavanker jeg allerede døjer med nu
Kan næppe forstille mig at de bliver mindre med årene

Men på den anden side har kvinderne i min familie det med at blive ret gamle ! altså lige bortset fra min mormor der som 69 årige dødet af kræft

Til gengæld ønsker jeg virkelig at død som min morfar, han kom hjem efter at ha kørt min moster til et møde, følte sig træt, lade sig på sengen, bedte min mormor om et glas vand, og da hun kom tilbage var han død.
Jeg sad i køkkenet, og kan stadig huske min mormor komme og sige "morfar er død, på den måde han ønsket sig... "
Og så blev der selvfølgelig ringet 112, men det var jo forsent.

Men sikke en dejlig måde at kunne forlade denne jord på, uden et langt sygdomsforløb, med mange lidelser.

[dyrskov]

hmmm

en god dag at dø er en vindstille dag, med sol og varme, den dag vil komme, forhåbentlig først når jeg er gammel,
eller når jeg bliver så syg jeg kun ønsker døden - så må den gode dag godt komme -

MEN ikke endnu - amen

[LeaW]

Jeg vil slet ikke dø. Og dem jeg elsker må heller ikke dø. Og sgu slet ikke mine børn!!

Men jeg ændrer nok mening mht. mit eget ønske om at dø, når jeg bliver gammel og syg nok. Under alle omstændigheder er det min erfaring, at man dør, selvom man ikke har lyst til det - så jeg har nok slet ikke så meget at skulle have sagt

[kamber]

Når livet ikke er noget værd længere. Enten pga. fysisk hjælpeløshed og svær sygdom - eller psykisk/socialt savn. Så er det på tide at dø.

En god dag at dø vil for mit vedkommende være en efterårs/vinterdag. Jeg vil så nødig dø en smuk forårsdag, hvor det hele skal til at springe ud...

Jeg er faktisk ikke rigtig bange for døden længere. Mere bange for det, der kan komme til at gå lige forud.

[annetteB]

for så vidt man kan have sig en god død, så tror jeg at min mormor havde sådan én.
Kort før sin 99 års fødselsdag satte min søde og åndsfriske mormor en solrig formiddag sig i sin lænestol med sit evindelige strikketøj (hun strikkede tæpper til Mother Teresa) og en kop kaffe ved siden af sig på skamlen....og så døde hun. Endda uden at give slip på strikketøjet.

Hvis det kommer til at gå sådan for mig osse, så skal jeg ikke klage.
Jeg gider IKKE dø som min mor: stykke for stykke over flere år...og med hjernen og knoglerne først.

[Kikærten]

Mit forhold til døden blev kraftigt revideret i foråret, da min yngste datter blev dræbt i en trafikulykke.

Jeg ønsker ikke at dø nu, men jeg frygter ikke længere døden, for jeg ved, at der er nogen der venter på mig på den anden side.
Jeg vil gerne blive gammel for at være der for min anden datter, som har så hårdt brug for sine forældre, men samtidig er udsigten til et laaaangt liv uden mit yngste barn uudholdeligt lige nu.

Jeg tror, at jeg må genfinde mit gamle holdepunkt, at der i livets store bog er sat en dato for os alle, og vi véd heldigvis ikke, hvornår det er.

Og jeg gør intet for at forlænge livet - når døden kommer - til min tid - er den velkommen.

Trist tanker på en dejlig oktoberdag. Skal vi ikke starte noget jule-hygge-halløj ?