Hvis man som jøde (også "kulturjøde") gifter sig med en ikke-jøde, kan det åbentbart give anledning til diskussioner.
Til at man skal finde ud af noget om sig selv og sin identitet.
Til at man måske endda skal adskille religion, kultur og "sig selv" og finde ud af hvad der hører til i hvilken "kasse"...
Ikke så underligt er omskæring af drengebørnene en af diskussionerne, der dukker op - viser det sig til ham her Ulriks overraskelse...
Og hvis forhuden er den sidste bastion, og man som ikke-jøden i forholdet synes, man er nødt til i hvert fald at blive stående dér - hvad så?
DR2 sendte "Mig og jøderiet" her til aften - i "bedste sendetid" for os, når man indregner de 4 timers tidsforskel ift. Danmark...
Hvis I missede den, kan I se mere her:
http://www.filmstriben.dk/fjernleje/film/details.aspx?filmid=9000000214
Der er en pointe, jeg tror ham her skære-i-min-søns-penis-person har ret i:
Som "sekulær dansker" er der en masse traditioner, man ikke forbinder med kristendommen, selvom de er udsprunget deraf.
(Der er også en stjerne på vores juletræ - men engleforbud i hele hytten...)
Der er sikkert også en masse "jødiske" traditioner, der ikke opfattes som religiøse, hvis man er insider - men som set udefra er megareligiøse og derfor "værre" end fx julen (hvis man ønsker at opdrage sit barn ikke-religiøst).
Julekalenderen opfatter "vi" (de fleste af os) ikke som et religiøst symbol.
Er channukka-kalenderen så?
Men der er to ting, jeg ikke forstår... Nej, tre.
1) HVORFOR VIL DU SKÆRE I DIN SØNS PENIS??? LA' DA VÆR'!!!
2) Hvorfor har I ikke diskuteret det her FØR I fik børn?
3) Hvis man synes, der er nogle fede ting ved den jødiske kultur... Traditioner og maden og det der...
Hvorfor så ikke starte med det? Hvorfor ikke starte med at fejre channukka og pesach og usyrnet brød og sjove lysestager og hvadvedjeg?
Burde det ikke være "kulturen inde i hovedet", der var "det vigtige" frem for "kulturen markeret på din forhud"?
Jeg har egentlig ikke MEGET svært ved at forstå det der med at ville have, ens børn "er en del af" den kultur, man selv kommer af (hvordan man så definerer dét...).
Det er ikke anderledes end at de fleste danskere gerne vil have, deres børn lærer dansk, kender noget til Danmark og det danske samfund og den slags - selvom de bor i udlandet.
Men jeg har pææænt svært ved at forstå den der del med, at det ikke er kulturen inde i hovedet - det er ikke sproget, traditionerne, ritualerne osv. der er vigtige - det er om du FYSISK er markeret som "en del af kulten".
Det svarer til at alle "danske børn" blev tatoveret med et lille dannebrogsflag i måsen når de var en uge gamle.
Eller på håndleddet - så de så det hver eneste dag.
Jeg kan også se, hvor vigtigt det er for rigtig mange grønlandske familier - både heroppe, men også i Danmark - at deres børn får "noget grønlandsk" med.
Hvad der er "det vigtige" og hvordan det "indkodes" er forskelligt.
Heroppe er det noget med at spise grønlandsk mad og have en nationaldragt og den slags - og at insistere på retten til eget sprog, ikke mindst - mens det i Danmark mere er noget med at mødes og synge grønlandske sange og snakke grønlandsk og have et etnisk fællesskab. Og gå i Tivoli 1. august.
![LOL :lol:](./images/smilies/lille_griner.gif)
Men det er jo "kultur inde i hovedet" - og i munden.
![Blink :linski:](./images/smilies/stor_blink.gif)
(Og det er en enormt god måde at vise "integrationsvillighed" som "fremmedarbejder" - spis (og tilbered selv) sæl, hval og mattak og tal grønlandsk...)
Men hvad siger Striglerne?
Forstår I det??
(Hvis I gør - så forklar mig det lige, ikke...?!)
Nogle af jer har børn - hvad har I gjort jer af tanker om at "lære dem" hvem de er, om traditioner og kultur og identitet og den slags?